Vi er allerede indforstået med, at verdensgenløsningens videreførelse i form af ovennævnte beskrivelse ikke kan passe på et kødeligt væsen. »Kristi genkomst« kan ikke være genkomsten af et væsen i kød og blod. Et sådant væsen kan nemlig ikke »komme i skyerne«. Det kan ikke »ligesom lynet udgå fra Østen og skinne indtil Vesten«. Hvad er det da, der kan opfylde sådanne betingelser? – Tror man ikke, at det eneste, der kan opfylde nævnte betingelser, stadig må være det, der i al evighed netop har opfyldt disse, nemlig den »Guds ånd, der svævede over vandene« under jordens skabelse? – Hvad andet kan komme »i skyerne med megen kraft og herlighed«? – Tror man ikke, at den »kraft og herlighed«, som førte til »Adam« og »Evas« skabelse og indvielse i mørkets mysterium, deres førelse frem til deres jordiske udviklingstrin, hvor de har underlagt sig den rent fysiske materie og i stor udstrækning behersker elementerne, kan veje og måle stjernerne, kender lysets hastighed og klodernes gang osv., også skal bringe skabelsen eller verdensgenløsningen videre og bringe de samme væsener, den sammen »Adam« og »Eva« frem til lige så fuldkomment at beherske livets sjælelige eller åndelige detaljer? – Tror man ikke, det er verdensgenløsningens og dermed skabelsens eller udviklingens mission at bringe det levende væsen frem til lige så godt at kunne opleve livets kosmiske facitter, som den nu er i stand til at opleve livets fysiske eller materielle facitter? – Er en viden om klodernes gang, og om hvor meget solen vejer, mere vigtig for det levende væsen end en viden om dets sjæls eller ånds dybeste identitet og forhold til materien? – Er denne ånds bane og vej gennem rummet og tiden ikke lige så vigtig som kundskaberne om jordens bane omkring solen og solens plads imellem stjernerne? – Når verdensgenløsningen igennem væ senets tidligere udvikling og skabelse har ført det frem til en tilstand, hvor det kunne berige sig med denne viden om sole og stjerner tusinder af mile borte, ikke alene i rum, men også i tid, hvorfor skulle den så ikke også bringe væsenets evne videre til en tilstand, hvor det kunne berige sig med viden om ting og detaljer om den sjæl eller ånd, der er så nær, at den lever i dets eget kød og blod? – Hvordan kan det være logisk at antage, at væsenet ikke skulle blive skænket en viden, der er absolut livsbetingende for skabelsen af en lykkelig skæbne, når det hidtil så overdådigt er blevet skænket en viden, der var langt mindre livsbetingende? –