»Kristi genkomst« vil således ikke mere forme sig som »genkomsten« af én indviet, kronet eller ukronet konge eller på anden måde som en person, man blindt tror på som »frelser« eller »messias« og derfor trygt giver sig i vold. »Kristi genkomst« er ganske vist verdensgenløsningens videreførelse af menneskeheden. Men denne videreførelse består ikke mere i at sende menneskene en person, der kan være »hyrde«, »konge« eller »tilbedelsesobjekt« for dem. Det er ikke mere et »sakramente« i form af et levende væsen, der i sin naturlige åndsoverlegenheds og sit fuldkomne menneskelige væsens altbeherskende, guddommelige, suggererende magt tager væsenerne til sit hjerte og giver dem »fred« men uden forståelse, og således udelukkende er »vejen« for disse væsener. Nu er det ganske vist også freden, verdensgenløsningens videreførelse af menneskeheden tilsigter, men menneskene kan ikke mere få fred ved tro, men derimod udelukkende kun ved forståelse. Men evnen til at forstå var jo ikke almengældende på den tid, da de sidste verdensgenløsere vandrede på jorden. Og Kristus lader da også forstå, at »talsmanden, den hellige ånd« senere skal komme og lære menneskene alt det, hans samtidige ikke havde evne til at forstå. Dermed udtrykker han, at evnen til at forstå ligeledes senere måtte komme, thi hvad skulle menneskene ellers med »talsmanden, den hellige ånd«? – Han afslører også indirekte dermed, at hans fysiske fremtræden eller hans jordeliv i Palæstina for nitten hundrede år siden ikke var tilstrækkeligt til at »frelse« verden, thi hvis det havde været det, hvad skulle menneskene da med nævnte kommende »hellige ånd«? – Når han således på en måde direkte udtrykker, at verdensgenløsningen ikke er fuldbragt uden denne kommende »hellige ånd«, som først kan forstås af menneskene på et senere tidspunkt, udtrykker eller bekræfter han jo dermed indirekte reinkarnationens eksistens, thi hvis denne ikke eksisterede, hvad kunne det da gavne hans samtidige at henvise til den kommende »hellige ånd«? – Og hvis Jesu samtidige kunne få »den fuldkomne fred« uden den kommende »talsmands« eller »hellige ånds« udredning af livets gåder eller mysterium og den herigennem opnåede selvoplevelse af denne udredning, hvorfor da denne forjættelse eller henvisning til en kommende tilstand? – Denne måtte jo være absolut ligegyldig, ja, måtte ligefrem være forvirrende tale for disse hans samtidige. Nej, Jesus var meget vel vidende om, at verdensgenløsningens videreførelse af menneskene eller »Kristi genkomst« måtte blive i »skyerne med megen kraft og herlighed«, måtte blive »ligesom lynet, der udgår fra Østen og skinner indtil Vesten«, ja, endog på en tid, hvor der er stor trængsel og »alle jordens slægter skulle hyle«, hvilket altså vil sige: skulle leve i jammer, myrderi og dødsfrygt. Verdensgenløsningens nye udløsning eller »Kristi genkomst« skal altså passe på den ne beskrivelse.