»Kristi genkomst« kan ifølge Jesu egen beretning således kun være det ved Kristus, der som »lynet udgår fra Østen og skinner ind til Vesten«, det ved Kristus, der kan »komme i skyerne med megen kraft og herlighed«, kan »skille fårene fra bukkene« og »dømme levende og døde«, det ved Kristus, der er »ét med Faderen«. Hvad er det da ved Kristus, der kan opfylde disse betingelser? Ja, der kan her kun være tale om én eneste ting, nemlig livets eller tilværelsens allerhøjeste mentale lys, hvilket igen vil sige: den allerhøjeste viden om Guddommen og det levende væsen. Men denne viden er jo igen det samme som »den hellige ånd«. Tager vi denne guddommelige viden eller ånd bort fra verdensgenløseren, bliver der kun et almindeligt ufærdigt eller ufuldkomment levende væsen indenfor jordmenneskenes rækker tilbage. Kristus er forsvundet. Kristus betyder altså i virkeligheden det samme som »Guds ånd inkarneret i et jordmenneske«. Og denne inkarnation af Guds ånd i væsenet gjorde det til en »konge«, hvilket vil sige: en guddommelig beskytter og vejleder for den uvidende hob. Alle menneske hedens »indviede konger« har således i virkeligheden i større eller mindre grad været »kristus'er«, alt eftersom det har været et mere eller mindre højt udviklet folk, de har haft til undersåtter. Og »Kristi genkomst« har således været noget, der atter og atter har fundet sted. Men denne var altid fødslen af en ny »konge« eller et væsen, der kunne bestå den kunstige pyramideindvielse eller lignende, som ypperstepræste- eller kongeværdigheden betingede i et vist tidsrum af menneskehedens historie.
      Som vi imidlertid allerede har set, skal menneskeheden ikke mere føres i kraft af »indviede konger« (»messias'er« eller »kristus'er«), af hvilken grund »kongerne« da også nu er almindelige uindviede mennesker med almindelige menneskelige fejl og ufuldkommenheder og ganske uden nogen særlig kvalifikation i retning af at være åndelig fører eller udgøre »vejen« for sit folk. »Kongen« er som regel nu kun et rent materielt samlingspunkt for sin stats administration. At »Kristi genkomst« i form af »indviede konger« således er ophørt, er forlængst blevet almen kendsgerning. Og det er netop dette, at »Kristi genkomst« aldrig mere vil komme til at foregå på denne måde, at Kristus, den største af de »indviede konger«, med sine profetiske udtalelser om dette emne, ønsker at pointere. Ja, den fysiske kongeværdigheds tilknytning til »det indviede væsen« var allerede ophørt for hans vedkommende. At hans rige ikke var »af denne verden«, var vel netop noget af grunden til, at jøderne slet ikke kunne anerkende ham. For dem var »messias« ganske vist et »indviet væsen«, men han måtte også være en materiel konge, en der sejrrigt kunne befri dem fra deres materielle fjender og undertrykkere. »Kristi genkomst« for jøderne var således her allerede så forandret, at de slet ikke kunne genkende »messias« eller Kristus. De troede derfor, at de havde en »falsk messias« for sig og lod ham korsfæste eller henrette. Men hans »rige« bredte sig ikke desto mindre ud over jorden alligevel. Hans »genkomst« var ikke blot for jøderne, men for alverdens mennesker. Selv om de nu ikke mere behøvede »indviede konger« til deres rent materielle førelse, var de endnu langt fra modne til at kunne være deres egen åndelige fører. De måtte endnu have et væsen, der kunne være autoritet, være »konge« og dermed være »vejen« for dem på det åndelige eller religiøse område. Således gik det til, at »Kristi genkomst« i form af de tre store verdensgenløsere Jesus, Buddha og Muhamed affødte de tre store åndelige »kongeriger«, Kristendommen, Buddhismen og Islam, som »ikke er af denne verden«, og i hvilke de tre verdensgenløsere henholdsvis hver især er den højeste autoritet, men materielt set ukronede »konger«. Men hermed er det også forbi med »Kristi genkomst« som kronet eller ukronet, som materiel eller som »åndelig konge«. Ethvert af disse »åndelige kongeriger« har med deres sidste Kristus eller »åndelige konge« fået så megen belæring om de højeste livsfacitter eller dogmer, at de hermed kan udvikle sig igennem de sidste »trosstadier« og komme frem til den store hunger efter facitternes kosmiske analyse eller dogmernes oplevelse som virkelig »åndsvidenskab«. At »Kristi genkomst« derfor ikke mere vil komme til at forme sig som genkomsten af et personligt væsen med en sådan medfødt åndelig autoritet og myndighed, at det af naturen bliver tros- og tilbedelsesobjekt og dermed »vejen« for millioner af mennesker, bliver her selvfølgeligt.