Det mentalt set moderne jordmenneske er således i virkeligheden en »Pilatus«. – Det har for sig folkekirken med dens autoriserede præsteskab samt de mange andre sammenslutninger af religiøse bevægelser, der hver har sin særlige »sandhed« at tro på samtidig med, at det selv ligeledes også har en »sandhed« at tro på, nemlig: sandhedens uopnåelighed eller materialismen.
      Men nu kommer det mest ejendommelige. Den moderne »Pilatus« er også stedet over for Kristus. Kristus har jo tre måder at vise sig på, hvilket han selv udtrykker med ordene: »Jeg er vejen, sandheden og livet«. For alle væsener, der fuldt og inderligt tror på ham, viser han sig som vejen. At han er vejen, vil igen betyde, at han er deres øverste mentale herre. Hans befalinger er deres højeste lov. Han er således disse troendes »konge«. Sandheden er altså for disse væsener fremtrædende som en kristus i kød og blod. Og det er på denne basis, at alle religiøse bevægelser, såvel buddhistiske og muhamedanske som kristne, fremtræder. Sandheden er for hver af disse bevægelser koncentreret i form af en højeste mental fører, hvis befalinger de betragter som højeste lov. Sandheden er derfor et væsen i kød og blod, der i kraft af sin åndelige autoritet over for dem udelukkende kun kan være en »konge«. Buddhismens »konge« blev således Buddha, mens Islams »konge« blev Muhamed, og Kristus blev kristendommens »konge«. For hver af disse tre store verdensreligioner vil sandheden således i sin højeste fremtræden kun være et spørgsmål om en autoritet, en suveræn fører, en »konge«. For disse religioners tilhænger er sandheden således ét med en »konge«, en åndelig diktator eller hersker, hvis påbud eller anvisninger urokkeligt er »vejen« og derfor må følges.
      Jesu erkendelse af sin identitet som »konge« overfor Pilatus har således under sig en fundamental og urokkelig begrundelse, der ikke har været uden indvirkning på den romerske landshøvding, idet han, trods stærke indvendinger fra de jødiske myndigheders side, befalede, at der på Jesu kors skulle stå »jødernes konge«. Da han, som før nævnt, allerede i forvejen overfor de samme myndigheder havde erklæret, at han ikke fandt nogen skyld hos Jesus, indebar dette hans påbud med inskriptionen på korset ikke noget som helst udtryk for ironi. Man ironiserer ikke over de mennesker, man af hele sin sjæl offentligt erklærer for skyldfri, som idealvæsener.