Med opdagelsen af, at den materielle viden og kunnen er absolut utilstrækkelig, når det gælder væsenets virkelige livslykke eller fuldkomne sjælelige harmoni, affødes trangen til de faktorer, med hvilke væsenet kan tilegne sig denne livslykke eller harmoni. Og det eneste, der kan være materiale eller næring for denne trang, hunger eller sult, er udelukkende selve den utilslørede evige sandheds analyse, der igen er det samme som »den hellige ånd«. Efterhånden som væsenet har gennemlevet sin part af materialismens eller mørkets erfaringer og lidelsestilstande, søger det ikke mere noget »tilbedelsesobjekt«. Det kan ikke længer føres af et andet væsens dogmer eller påstande og er derved totalt afskåret fra at kunne blive en »messiastilbeder«. Da overordentlig store masser af jordens befolkning netop befinder sig på dette vantroens stadium og således er absolut uden evne til at tro, men derimod har en stærkt tiltagende evne til at forstå, er det kun dette, der kan være næring eller materiale for denne evne, der kan være dets interesseobjekt. Det vil derfor her være let at se, at alle de væsener, der i dag hævder at være en »ny messias« eller proklamerer sig selv som kristus og ligefrem helst ser, at folk falder ned og tilbeder dem, er ofre for en illusion. Dette behøver naturligvis ikke at betyde, at de pågældende væsener ikke er i god tro, tværtimod. Der er næsten ingen grænser for, hvad indestængt, utilfredsstillet ærgerrighed kan afføde af abnorme tilstande i de pågældende væseners egen tankesfære eller psyke. Vi ser da også, at sådanne væsener som regel er højst ufuldkomne og kosmisk set meget naive, ja stundom endog ganske umoralske sjæle, der ikke har haft evne eller begavelse til at finde fuldkommen tilfredsstillelse for deres alt for voldsomme ærgerrighed og unaturlige trang til at blive beundret, æret og tilbedt på det rent materielle eller fysiske område. De forsøger derfor nu med deres mere eller mindre fremtrædende religiøse talent at opnå den tilfredsstillelse af ærgerrighed, der på anden måde så totalt mislykkedes eller blev fiasko for dem. At det ikke er »verdens frelse«, så meget som det er deres eget lille væsen, de ønsker at dyrke og skaffe beundrere og tilhængere, bliver til kendsgerning i samme grad, som man ser disse »messias'er« udløse intolerance eller ligefrem had og vrede imod anderledes tænkende. De har således meget svært ved at tolerere åndelig fremgang og tilslutning, når det gælder andre religiøse bevægelser. Men rent bortset fra disse for en »messias« eller »kristus« temmelig alvorligt kompromitterende foreteelser, vil deres påberåbelse af, at de er Messias eller Kristus jo i sig selv være et bevis for, at de netop slet ikke er denne personlighed. De kommer nemlig ved nævnte påberåbelse til at afsløre, at de er totalt blottet for kendskabet til selve verdensgenløsningens særlige struktur eller specielle mission over for menneskeheden af i dag. De har intet som helst kendskab til verdensgenløsningens gradvise tilpasning og udløsning for det moderne, åndsvidenskabeligt eller højintellektuelt indstillede menneske af det tyvende og følgende århundreder. De har intet kendskab til dette væsens religiøse psyke, dets mistede evne til at tro osv. De kopierer og plagierer den historiske Messias eller Kristus, så godt de formår, og tror dermed at kunne opnå samme store åndelige succes som nævnte væsen. Sløret og vildledt af deres alt for overdrevne ærgerrighed og åndelige uformuenhed vandrer de således ligesom dåren trygt der, »hvor engle ikke tør træde«. De ser sig selv i ånden blive hyldet af en tusindtallig eller millionfoldig skare af kommende tilbedere frem igennem århundrederne, ja, intet mindre end hele jordens menneskehed skal naturligvis komme til at ligge på knæ for den strålende guddommelige »verdensfrelser«, de i deres indbildning hver især tror at udgøre.