Men forskningens vej er kendsgerningernes, realiteternes og selvoplevelsernes vej. Hvis en sådan vej nu ikke fandtes, hvordan skulle så disse væsener blive »frelst«? – En evig død eller for tabelse ville da være disse væsener urokkeligt beskåret. Men nu findes der imidlertid en sådan erfaringernes eller selvoplevelsens vej. At denne vej må være en oplevelse af ubehag såvel som behag er naturligvis en selvfølge, thi i modsat fald ville erkendelsen af, hvad der i absolut forstand er behag og ubehag, være en umulighed. Og er det ikke netop muligheden for at kunne opleve ubehag såvel som behag, der til overdådighed er givet af Forsynet igennem dommedagens dødedans i form af verdenskrigens valpladser, jordmenneskenes forfølgelse af deres egne og andre væsensarter samt deres tåbelige og naive anvendelser af deres guddommelige, geniale evne til at bearbejde materien både teknisk og kemisk. Kan der gives væsenerne større muligheder, større betingelser for hurtigst at komme til at opleve virkningen af den eller den handlemåde, den eller den særlige politiske opfattelse eller mentale indstilling, den eller den anvendelse af materien, stofferne end den, de jordmenneskelige forhold i dag udviser? – Er det ikke sådan, at jo mere væsenerne får kundskab til materien, og jo større teknisk og mekanisk kunnen de besidder, desto vældigere og hurtigere bliver mulighederne for dem til at kunne gøre forkert? – Men med desto større hastighed, væsenerne kan gøre forkert, i desto større tempo opdager de jo også fejltagelserne. At fejltagelserne med deres virkninger derfor hober sig op i et tempo som aldrig før i jordens historie og dermed skaber den samlede atmosfære, vi kalder krig, moralsk kaos eller sammenbrud, og verden netop kommer til at vise et mørkt billede som det, de uindviede jordmenneskelige folkemasser i dag oplever, er naturligvis en selvfølge. At virkningerne af disse fejltagelser er umådelig dybe og altgennemtrængende, er også en kendsgerning. Går de ikke netop igennem selve det levende væsens kød og blod? – Bliver organismerne ikke lemlæstede? – Bliver familier og slægter ikke splittede? – Forekommer der ikke tab af dem, man elskede højest? – Bliver tusinder af hjem ikke sprængt i luften? – Er gangstervæsen, rovmord, voldtægt, plyndring, inflation, arbejdsløshed, armod, sygdom og livslede ikke en realistisk åbenbaring af, hvad der sker, når kærlighedens eller humanitetens love ikke respekteres? –
      Denne åbenbaring er således visdommens realistiske virkeliggørelse eller fødsel på jorden som uomstødelig »videnskab«. Og jo hurtigere åbenbaringerne af fejltagelsernes virkninger tårner sig op, desto større mental og legemlig krisetilstand. Men jo større krisetilstand, desto vældigere efterspørgsel eller hunger efter den viden, med hvilken man kan bekæmpe krisetilstanden. Og da nævnte krisetilstand udelukkende kun skyldes uvidenheden om og den heraf følgende mangel på respekt for efterlevelse af kærligheds- eller humanitetslovene, bliver det således kun det nærmere realistiske kendskab til efterlevelsen af disse love, der kan være tilfredsstillelse af denne hunger. Men dette kendskab er jo netop den højeste videnskab eller visdom. Det vil med andre ord sige, at væsenet igennem dommedagens realistiske oplevelser bliver forvandlet fra at være et væsen, der bekæmpede alle de højere religiøse eller kosmiske facitter, til et væsen, der nu af al kraft hungrer og tørster efter visdom. Og jo længere fremme væsenet er i lidelseserfaringernes domæne, desto vældigere er denne hunger. »Den fortabte søn« længes efter sin Fader, længes efter blot at blive en af hans »daglejere«, hvilket vil sige: blive et væsen, hvis daglige liv er »at gøre Guds vilje«.