I samme grad som denne hunger tog til og blev stærkere end den religiøse hunger, måtte væsenets mentale selvopholdelsesdrift naturligvis i tilsvarende grad kræve denne hunger tilfredsstillet frem for den svagere hunger og på bekostning af denne. Denne blev da også svagere og svagere for til sidst helt at dø eller ophøre. Når denne sidstnævnte hunger således måtte kapitulere over for hungeren efter materiel viden, var det kun, fordi den i virkeligheden var mættet indtil antipati eller lede. Væsenet kunne ikke komme videre i udviklingen ad »trosvejen«. Det måtte derfor for enhver pris bringes til at gå »erfaringsvejen«. Kun erfaringen eller selvoplevelsen kunne give det tilfredsstillelse, kunne give det mættelse på dets hunger efter viden. Med denne hunger som førende faktor var gudesønnen blevet en »sandhedssøger«. Og vi forstår således her, at gudesønnen måtte hensættes i en zone, hvor denne »sandhed« var at finde. Sandheden er i sig selv et ocean, bestående af myriader af små og store bølger, brændinger, dønninger såvel som havblik og solglitter. Og da væsenet ikke mere kunne tro, og det derfor var blevet en livsbetingelse for det at få absolut »syn for sagen«, måtte det nødvendigvis føres til zoner, hvor de forskellige markeringer af sandheden, hvilket vil sige: dens kontraster i deres mest tydelige fremtræden var at finde eller kom til udløsning.
      Da sandheden er en absolut viden om usandheden, hvilket igen vil sige det fuldkomne livs kontraster: had, hævn, mord, drab, smerte, lidelse, usundhed, sygdom eller kort sagt, om overtrædelser af alle livets og dermed kærlighedens ordinære love, måtte væsenet eller gudesønnen føres til usandhedens eller mørkets særlige specielle sfære eller domæne. I en zone, hvor der aldrig manifesteredes usandhed, smerte, lidelse, mord, drab, sorg og savn, men hvor alt var opfyldelsen af livslovene, og livet derfor kun kunne eksistere som nuancer i vellyst, fryd og glæde, kunne en virkelig viden om en sådan tilværelses sande natur og underbygning umuligt tilegnes som førstehåndskundskab. Dette vil igen sige, at den kun kunne tilegnes ved overleveringer eller fortællinger af andre væsener, der måtte sidde inde med nævnte viden eller kundskab. Men da væsenerne her ikke kan tro og derfor kun kan føle tillid til selvoplevede erfaringer, måtte deres vej til virkelig viden, som allerede nævnt, således absolut gå ad erfaringens eller selvoplevelsens vej, der igen er det samme som »nydelsen af kundskabens træ«. Det levende væsens vej til livet eller sandheden måtte således uundgåeligt føre igennem mørkets sfærer. Gudesønnen måtte absolut forlade sin Fader for derigennem at opleve Faderens uundværlighed. Det levende væsen måtte opleve af være »uden Gud« for derigennem at komme til erkendelsen af, hvad tilværelsen eller livet uden Guddommen virkeligt er. Og det var til denne sfære, at »slangens forførelse« og »de indviede konger« var »vejen«.
      Men som allerede vist er det ikke mere »vejen«, væsenet har brug for, nu er det selve sandheden i dens totale blottelse eller frigørelse fra slør, der er det absolut »eneste fornødne«. Nu er det de højeste facitter, den højeste visdom som videnskab eller som selvoplevede konkrete kendsgerninger, der kan udgøre den eneste tilfredsstillelse på det fremskredne jordmenneskes mentale hunger. Og en bedre mulighed for at få denne hunger tilfredsstillet end den, samme væsens tilværelsesplan efterhånden er kommet til at udvise, kan vel ikke tænkes? – Hvor er evnen til at eksperimentere med mentale og legemlige udskejelser, evnen til at hade og forfølge, pine og lemlæste sine medvæsener og omgivelser mere genial end hos det endnu dyriske, jordiske menneske? – Hvad er dommedagen? – Tror man, det er en strafudløsning, en hævnakt fra et guddommeligt forsyn for synder, det jordiske menneske har begået? – Ja, de kirkelige autoriteter tror ganske vist på et sådant forsyn uden at ane, at de derved dyrker eller tilbeder en guddom med de mest fremtrædende sadistiske tilbøjeligheder, tilbøjeligheder mange jordmennesker forlængst er vokset fra, rent bortset fra, at de helt overser eller ignorerer den samme guddoms ord angående synderes skyldproblem igennem deres egen største fører eller verdensgenløser Jesus Kristus der, hvor han fra korset siger om sine bødler: «... thi de vide ikke, hvad de gøre«. Man kan vel ikke tænke sig større syndere end de, der forfølger den højeste sandhed og retfærdighed og korsfæster de væsener, fra hvem den højeste humanisme eller næstekærlighed udstråler? – Og dog hedder det om disse største overtrædere af livets love, at »de vide ikke, hvad de gøre«.
      At blive vred, hadefuld og forfølge disse væsener med brutalitet, straf og tortur vil jo i princippet være det samme som at mishandle et spædbarn for dets endnu mentale og legemlige uformuenhed. Hvilken normal fader eller moder ville gøre det? – Beskyldninger mod Guddommen for at behandle de endnu på fysiske og mentale områder uformuende væsener med straf og terror for denne uformuenhed, danner jo et højst uhyggeligt billede af den evige Fader, der ellers hævdes at være kærlighedens ophav. At denne hævdelse eller påberåbelse ikke kan dække over denne Faders straffelyst eller hævntørst eller stadfæstes med den opfundne kunstige tankeglorie, der udtrykkes under begrebet »retfærdig harme« eller »hellig vrede«, viser det store frafald fra de religiøse trossamfund. Tvivlen må nødvendigvis opstå overalt, hvor væsenets egen forstandsevne afslører denne guddomsopfattelses bristende logik. Og en ny »overtro« breder sig, nemlig vantroen. Den religiøse vantro er jo intet andet end netop troen på, at der ingen Gud eksisterer. Og med denne indstilling kan væsenet ikke mere få nogen tilfredsstillelse af sin sjælelige hunger eller mentale sult uden gennem erfaringens og dermed igennem forskningens vej.