Men hvad betyder en vilje over for noget, der totalt og urokkeligt ligger uden for det, væsenet formår? – Hvad nytter dets vilje over for solens bane og jordens løb? – Viljen eksisterer jo kun som et udløsende moment for det, vi formår. Over for det, vi ikke formår, må enhver form for vilje komme til kort. Det nytter ikke, at en olding gerne vil være et halvt hundrede år yngre, han bliver ikke et eneste år yngre af den grund.
      »Troen« er altså en evne, man enten har eller ikke har. Har man den ikke, nytter det ikke, at »ville« tro. Og har man den, tror man ganske uafhængigt af, om man vil det eller ikke. Troen er således ikke et spørgsmål om vilje, men et spørgsmål om en særlig organisk struktur, der kan udløse evnen til at tro. Denne evne er som nævnt degenereret hos det moderne menneske. Det har ikke mere den organiske struktur, der kan udløse evnen til at tro. Denne evne er som nævnt degenereret hos det moderne menneske. Det har ikke mere den organiske struktur, der i særlig grad sætter væsenet i stand til at udnytte sit instinkt. At denne evne således mere eller mindre er degenereret, skyldes den vældige optræning eller udvikling af en ny organisk struktur, som væsenet igennem erfaringerne, igennem kampen for tilværelsen efterhånden har fået udløst. Denne nye organiske struktur og den heraf affødte bevidsthedsevne er intelligensen. Med denne strukturs og evnes udvikling bliver væsenet i stand til at erhverve sig – ikke tro, men viden. Men da denne evne, ligesom alle andre evner kun kan befordres i kraft af udvikling, har den også sin første spæde begyndelse, der hvor den viden, som væsenet igennem den kan tilegne sig, er stærkt begrænset. Den viden, væsenet her kan tilegne sig, udgøres kun af rent materielle mål- og vægtfacitter. Det kan ikke med denne form for viden alene tilegne sig den fuldkomne erkendelse af livsmysteriets højeste løsning eller facit. Det kan ikke med denne struktur alene blive vågen dagsbevidst i »kosmisk viden«.