Mens det første stadium var »vejen«, baseret på kongen, og hvor al tænkning og orientering vedrørende det daglige liv var lagt i hans hånd på grund af »undersåtternes« endnu intellektuelle eller sjælelige uformåenhed, er det jordiske menneske i det nye stadium nået så langt frem i sit åndelige kredsløb eller i passagen af den materielle verden, at det ikke mere behøver den »indviede konge«. Det tænker selv. Det har mistet sit religiøse instinkt og har dermed tabt evnen til at tro. Da troen kun kan baseres på tillid, vil det altså sige, at det moderne, fremskredne jordmenneske har mistet evnen til at føle tillid til »kongens« tale, hvilket vil sige: til de højere religiøse dogmer eller overleveringer, ja kort sagt til alt, hvad der ligger uden for dets forstandsmæssige fatteevne. Det nytter således ikke, at dogmerne eller udtalelserne er af den eller den fremragende autoritet med så og så mange tilhængere. Om de nævnte dogmer, udtalelser eller facitter stammer fra Kristus, Buddha, Muhamed, eller de stammer fra væsenets bedste ven, nytter i dette tilfælde absolut intet. Det vil være umuligt for et væsen på omtalte stadium at tro på noget, det ikke kan få tilstrækkeligt intelligensmæssigt underbygget eller bekræftet.
      At et sådant menneske efterhånden ikke mere kan hente inspiration i kirken eller ved uvidenskabelige, på blotte påstande eller dogmer baserede religiøse faktorer, sakramenter, ceremonier eller lignende, er naturligvis indlysende, idet inspiration eller human stimulans ad denne vej udelukkende forudsætter en stabil og sikker trosevne. Vi ser da også, at der bliver flere og flere tomme kirkestole under de autoriserede gudstjenester, ligesåvel som de stærkt dogmatisk- eller trosreligiøse samfund er genstand for tab af proselytter. At bandlyse alle, der forlader kirken og de øvrige trossamfund, med helvedes brand og bål eller »evig fortabelse«, »evig forbandelse« nytter selvfølgelig intet og afslører blot sit ophavs totale uvidenhed eller naivitet med hensyn til denne side af den virkelige sandheds område. Men det er tilgiveligt, thi ophavet til en sådan fordømmelse er endnu en »troende undersåt« af den »indviede konge«, det være sig Kristus, Buddha, Muha med eller en anden religiøs autoritet. Et sådant væsen kender endnu slet intet til, hvad det vil sige: ikke at kunne tro. Det lever på den vildfarelse, at troen er en blot og bar viljesakt.