Da det store flertal af jordens mennesker hidtil ikke har været så fremragende humant udviklet, at de helt har kunnet modtage og efterkomme humanitetens eller næstekærlighedens store guddommelige påbud eller vejledning, har de ikke kunnet forhindres i at udvikle eller forstærke deres dyriske eller morderiske krigsmentalitet eller den dyriske bevidsthed og drabskapacitet millioner af gange. Væsenerne kom til at leve i "alles krig imod alle". Kristendommen og de andre store guddommelige verdensreligioner med tusinder af kirker og templer, millioner af præster, biskopper, ærkebiskopper, kardinaler og paver eller magtfulde religiøse overhoveder, har med stor vælde tonet de nævnte humanitetens og alkærlighedens påbud ud over verden. Side om side med dette vælde af næste- eller alkærlighedsforkyndelse har den dyriske natur i de ufærdige mennesker kunnet udvikle sig til at blive den største eksisterende drabs- og ødelæggelseskapacitet i verden. Hvordan går dette til? – Hvorfor har dette vældige opbud af alkærlighedsforkyndelse verden over ikke standset væsenernes voldsomme tiltagende udvikling i drabs- og ødelæggelseskunnen? – Er det ikke netop fordi, et dyr ikke kan forvandles til et menneske ved en blot og bar forkyndelse? – Den dyriske natur i mennesket kan lige så umuligt fjernes ved bare forkyndelse. Om den dyriske natur findes i et menneske eller i et dyr gør absolut ingen forskel. Dyrets natur i mennesket kan således ikke forvandles til menneskelig natur ved forkyndelse, men derimod udelukkende ved oplevelse i egen organisme og psyke af de lidelser, man i sin dyriske eller ufærdige natur har påført andre væsener. Kun igennem selvoplevelsen af den skæbne, man har påført andre væsener, kan den humane evne, der er det samme som den begyndende alkærlighed, opstå. Når væsenet begynder at opdage denne sin situation, bliver det modtageligt for al åndelig vejledning, bøger, skrift og tale og kan da med denne åndelige støtte selv begynde, bevidst at arbejde med på sin videre udvikling fremad på sin vej mod det evige lys. Da jordmenneskeheden lever i en epoke, hvor mørket eller den dyriske natur i en overvejende grad dominerer dens bevidsthed og psyke, er det ikke så mærkeligt, at den totale næste- eller alkærlighed ikke er blevet almengældende for længe siden.