Væsenernes forvandling fra dyr til menneske kan som nævnt absolut ikke ske ved blotte moralske eller hellige påbud i form af skrift og tale. Denne form for påvirkning af væsenet er i realiteten kun en vejledning af det fra dyr til menneske allerede mere eller mindre forvandlede væsen. I de felter i dets bevidsthed eller psyke, der endnu ikke er spor af forvandlet fra dyrisk til menneskelig natur, er det totalt immun overfor den nævnte humane påvirkning. Det er således blottet for evnen til at forstå den. Hvis ikke væsenet med sin egen daglige ufærdige og inhumane, mørke væremåde rent automatisk og ubevidst selv befordrede sin forvandling fra dyr til menneske, ville det aldrig nogen sinde kunne blive til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Men loven for væsenernes skæbnedannelse er så guddommelig indrettet, at den betinger, at alt, hvad et væsen med sin væremåde gør overfor et andet væsen, får det tilbage i form af dets kommende skæbne. Alt efter som væsenets påvirkning af denne sin næste er ond eller god, bliver de tilbagevendende virkninger heraf for sit ophav en tilsvarende ond eller god skæbne. Så længe den dyriske natur endnu er den fremherskende i mennesket, skaber det jo i sin daglige væremåde megen mørk skæbne med lidelser og besvær for sin næste eller sine omgivelser. Disse lidelsers tilbagevenden til sit ophav danner altså tilsvarende lidelser eller mørk skæbne for dette fremover. Denne mørke skæbne danner efterhånden i væsenet den begyndende humane evne eller første spæde spire til alkærlighedsevnen. I kraft af denne begyndende humane evnes vækst degenererer i tilsvarende grad den dyriske natur i væsenets psyke eller bevidsthed og dermed i dets væremåde. Evnen til ikke at kunne nænne at gøre det onde opstår. Her begynder det at få lyst til at ændre sin levemåde i human retning. Og her begynder det at blive modtagelig for de guddommelige påbud om humanitet, næste- eller alkærlighed. Og det er til disse mennesker, at alle verdensgenløsningens humane påbud igennem verdensgenløsere, humane religioner, kristendom og åndsvidenskab er givet. Deres modtagelighed herfor affødes således af deres begyndende humane eller menneskelige natur i deres mentalitet eller psyke. Dette betyder således i virkeligheden, at væsenerne for at kunne påvirkes ved skrift og tale allerede må være så fremskredent udviklet, at deres dyriske natur og væremåde er dem mere eller mindre imod. De begynder ikke at kunne nænne at gøre andre væsener fortræd. Der begynder at opstå humanitet eller næstekærlighed i deres psyke og væremåde. Væsener, i hvem den menneskelige natur ikke er så udviklet, er ganske upåvirkelige af de nævnte overleverede store påbud om næstekærlighed. De lever endnu mere eller mindre med den dyriske natur eller efter princippet enhver er sig selv nærmest.