Med hensyn til de begyndende dobbeltpolede mennesker er de naturligvis endnu meget ufærdige. De befinder sig så at sige i deres første spæde dobbeltpolede tilstand. Da de endnu er en slags fostre, repræsenterer de ikke den store fuldkommenhed og skønhed, som de senere vil komme til at repræsentere som færdige mennesker i "Guds billede efter hans lignelse". Mange bærer præg af den vanskelige og pinefulde tilstand, de på grund af almenhedens uforstand og den heraf følgende store antipati og forfølgelse udsættes for. Denne forfølgelse er ikke blot den politi- og retsforfølgning, der i værste tilfælde forekommer, men det er også i høj grad den foragt, antipati og bagtalelse, som de dobbeltpolede mennesker bliver udsat for fra uvidende medmenneskers side. At denne forfølgelse ikke er gået sporløst hen over disse væsener, er ganske naturligt. Vi ser da også nogle af disse som forkuede og meget unaturligt generte væsener. Vi ser andre dobbeltpolede væsener, hvor poludviklingen er kommet helt ud af balance. Vi ser derfor mænd, der er blevet alt for overdimensioneret feminine. Og vi bliver vidne til kvinder, der er alt for overdimensioneret maskuline. Vi ser andre, der er havnet i fejlagtige seksuelle baner, perversiteter, pyromani og kleptomani og lignende skader i deres polsystem. Der foreligger endnu flere abnorme typer, men her må vi henvise til vore hovedværker "Livets Bog" og "Det Evige Verdensbillede". Her skal vi blot lige antyde, at de dobbeltpolede væsener, på grund af disse abnorme tilstande og ligeledes på grund af den større eller mindre sympati eller kærlighed, de udviser over for deres eget køn, som vi før har bemærket, slet ingen forståelse finder hos den store almenhed, hvis væsener endnu ikke er bevidst i dobbeltpoletheden og derfor ikke kan fatte eller forstå den som en normal foreteelse. På grund af de dobbeltpolede væseners ufærdige tilstand opfattes de af almenheden nærmest som pariaer under fællesbetegnelsen "homoseksuelle". Vi vil derfor her gerne gøre opmærksom på, at det virkeligt fremskredne dobbeltpolede væsen i renkultur besidder en overordentlig finfølelse og fremragende næstekærlighed. Dets dobbeltpolede natur er så fin og skolet, at den aldrig er til gene for nogen, ja er endog for udenforstående vanskelig at opdage. Nævnte væsen er naturligvis ugift, men der forekommer tilfælde, hvor et sådant væsen lever i dybt intimt venskab med et andet ligesindet dobbeltpolet væsen af samme køn. Som regel er de meget intellektuelle og undertiden genier af stor kunstnerisk begavelse, er ofte forbilleder for andre mennesker. Ydmyghed og beskedenhed er meget fremtrædende hos disse væsener. De er væsener, der ikke er langt fra det store indvielsesstadium eller "den store fødsel", og de vil med den opnå permanent "kosmisk bevidsthed", der er det samme som "kristusbevidsthed". Efter denne indvielse er de blevet til det færdige "menneske i Guds billede efter hans lignelse".
      Det er igennem alkærlighedens udvikling, at menneskeheden skal frelses. Det vil derfor være tåbeligt og kultur- og livsødelæggende at forfølge, straffe, håne og ringeagte de væsener, der allerede har næstekærligheden som fremragende talent i væremåden. Det er en sabotage imod verdensgenløsningen og dens udøvere og dermed en sabotage af Guds skabelse af "mennesket i sit billede efter sin lignelse". Uden alkærlighedens talent i menneskenes væremåde vil julens fred og store velbehagelighed aldrig nogen sinde blive til kendsgerning for jordens menneskehed. Hele Kristi mission og tale om næstekærlighed, hele hans korsfæstelse, lidelse og død ville da ikke være til nogen som helst nytte. Ligeledes ville hans disciples og de mange første kristne menneskers martyrium være totalt spildt og dermed meningsløst. Hvad med de millioner af præsters alkærlighedsstimulerende forkyndelser fra alverdens kirker og templer igennem tusinder af år? Er det ikke stråler fra Guds ånd i skabelsen af "mennesket i hans billede efter hans lignelse"? Er det ikke en genklang af Guds evige røst i mørket: "Der vorde lys"?