Før menneskene i udvikling når frem til det foran nævnte stadium som de færdige eller fuldkomne "mennesker i Guds billede efter hans lignelse" og dermed lever i "nydelsen af livets træ", har de en meget tung vej igennem livet. Det bliver særligt mørkt for de dobbeltpolede væsener, når denne deres dobbeltpolethed begynder at give sig så stærke udslag, at de pågældende væsener ikke mere kan skjule denne deres tilstand. Jordens store almenhed er endnu totalt ukendt med denne menneskenes udvikling af en ny form for oplevelse af "den højeste ild". Den forstår ikke, at to væsener af samme køn kan have dybtgående sympatisk følelse for hinanden, ja tilsyneladende som om de var mand og hustru. En sådan sympati vækker det tidligere omtalte dyriske urinstinkt, der får dyrene til at dræbe deres abnorme og hjælpeløse medvæsener. Dette urinstinkt eller denne antipati mod det abnorme er stadig til stede hos de meget primitive enpolede mennesker og får disse til at føle en overordentlig stor antipati og forfølgelsestrang imod væsener, hvis kærlighedsevne får dem til at føle en større eller mindre sympati for væsener af deres eget køn. Ja der blev ligefrem lavet straffelove, efter hvilke disse begyndende kærlighedsvæsener kunne straffes for deres sympati eller kærlighed til deres eget køn.
      Men hvis væsenerne ikke blev udviklet på denne måde, hvordan skulle de da kunne opfylde Kristi påbud om at elske sin næste som sig selv? Kan en meget maskulin, enpolet mand elske en anden mand, som han elsker sig selv? Kan en tilsvarende meget feminin, enpolet kvinde elske en anden kvinde, som hun elsker sig selv? Er disse ikke netop i kraft af deres enpolethed organisk bygget til ikke at kunne elske deres eget køn? Er det ikke derfor, de føler antipati og lede ved de mennesker, som har denne evne? Måtte "Adam", hvilket vil sige: de levende væsener, ikke netop gennemgå "Evas skabelse" for derved at blive enpolede og komme i den situation, kun at kunne elske væsener af modsat køn? Og blev denne enpolede kærlighed ikke meget strengt sikret ved lov? Påbyder Moseloven ikke netop dødsstraf for den dobbeltpolede "højeste ilds" kærlighedskontakt mellem væsener af samme køn? "Og når en mand ligger hos en mandsperson, som man ligger hos en kvinde, da have de begge gjort en vederstyggelighed; de skulle visselig dødes, deres blod skal være over dem". (3. Mos. 20.13). Og da de øvrige bud i Moseloven i stor udstrækning er beregnet på med vold og magt at beskytte parrings- eller ægteskabskærligheden, ville alkærligheden aldrig nogen sinde kunne være kommet til udvikling, hvis ikke den i sig selv var baseret på en så overlegen organisk vækstkraft, at den nødvendigvis måtte sprænge Moselovens spærrende rammer, ligesom kyllingen ved sin vækstkraft sprænger æggeskallen, når den er færdigudruget.
      Moseloven kan altså ikke frelse verden. Den er den enpolede verdensepokes fundament, en verdensepoke, i hvilken alkærligheden hidtil har været et mysterium, har været opfattet som afsporing, abnormitet eller forbrydelse. Men nu lever vi midt i denne den enpolede verdensepokes forfald, dens degeneration og død, og en ny verdensepokes fødsel er for længst begyndt. Denne har også sin "Moses", som for længst gav love for en ny verdensepoke. Denne "Moses" er verdensgenløseren "Kristus". Hans love er fundamentet for den ny verdensepoke. Denne epoke kender vi under begrebet "Kristendommen". Denne verdensepoke er baseret på dobbeltpoletheden i dens færdige form og dermed på alkærligheden, mens enpoletheden eller den døende verdensepoke er baseret på den dyriske parrings- eller ægteskabskærlighed. Vi lever altså i disse to verdensepoker, og væsenerne er her stærkt blandede. De har både den ny og den gamle verdensepokes tendenser eller natur i sig. Og i tusinder af mennesker er den ny verdensepokes begyndende natur blandt andet synlig som alkærlighed eller væsenernes begyndende kærlighed over for deres eget køn. At den måske ikke virker smuk og fuldkommen i sin spæde begyndelse, er ganske naturligt. Men det forandrer ikke, at det er denne begyndende alkærlighed, der skal redde menneskeheden ud af krigens og dødens mørke, helvede og ragnarok. Hvorfor så forfølge, håne og spotte de væsener, i hvem alkærlighedens tendenser allerede er begyndt. Og hvis ikke den skulle komme til syne som en organisk forvandling af væsenets sympatiske anlæg fra dyrisk parrings- eller ægteskabskærlighed til alkærlighedens betingelsesløse evige lys og varme som Guds hellige ånd i væsenernes væremåde, hvordan skulle den da komme til syne? Den ville overhovedet aldrig komme til syne. Uden organer ingen evner. Hvorfor forfølge de væsener, i hvilke alkærlighedens talent er ved at vokse frem? At forfølge og kæmpe imod de dobbeltpolede væseners alkærlighedstalent er ligefrem et supplement til skabelsen af krigens helvedesvåben og nedsabling af andre nationers ret til liv og plads på jorden, det er at føre menneskeheden ind i en fremtidig ny helvedesepoke af krig, død og undergang. Menneskeheden må her huske på de store kosmiske bud: "Du skal elske Herren din Gud med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele dit sind". (Matt. 22.37). "Du skal elske din næste som dig selv". (Matt. 22.39).