Vi har allerede i det foranstående berørt, hvorledes de ufærdige menneskers parrings- eller ægteskabstalenter er degenererende. Vi omtalte hvorledes denne degeneration skabte ulykkelige ægteskaber. Men denne enpolethedens degeneration fortsætter stadig og bringer væsenerne helt bort fra den enpolede parrings- og ægteskabstilstand. Tusinder af mennesker fødes og lever hele deres liv som ugifte. De har ingen dragning til den enpolede parringsakt, altså parringsakten mellem hankøn og hunkøn. Det betyder ikke, at trangen til oplevelsen af "den højeste ild" også er visnet helt i de pågældende væsener. Tværtimod, den vokser stadig med alkærlighedens udvikling. Alkærlighedsorganerne eller de sympatiske anlæg skal jo videreudvikles til en helt anden form for udløsning af "den højeste ild". Vi skal komme tilbage til det færdige eller fuldkomne menneskes oplevelse af den højeste ild. Dette væsen skal jo hverken have forelskelse eller seksuel besættelse eller kunstig kærlighed for sin oplevelse af den højeste ild. Det behøver ikke den kunstige kærlighed, da det har den virkelige eller absolutte alkærlighed. Men under degenerationen af den enpolede form for udløsning af den højeste ild begynder alkærligheden at afføde trang i væsenet til en kulminationsudløsning med et andet væsen. Men da trangen nu ikke mere er enpolet, er det ikke mere det modsatte køn, der er objektet for denne trangs udløsning. Det vil igen sige, at manden drages ikke mere seksuelt imod kvinden, ligesom kvinden heller ikke mere seksuelt drages imod manden. Hvem drages de da imod? De drages imod et andet væsen og en situation, der mere og mere udløses af den i væsenet begyndende alkærlighed. Alkærligheden træder her i stedet for den i væsenet nu degenererende eller døende kunstige parringssympati eller forelskelsestilstand, hvis objekt kun kan være et væsen af modsat køn. Når mandens seksuelle trang ikke mere er rettet imod kvinden, og kvindens seksuelle trang ikke mere er rettet imod manden, bliver det naturligt, at de drages imod væsener af deres eget køn. Den højeste ild i sin nye på alkærligheden baserede psykiske struktur drager altså ikke på nogen som helst måde væsenerne seksuelt imod det modsatte køn, ligesom den heller ikke er en kunstig sympati, forelskelse eller besættelse, men udelukkende er ren kærlighed. Derfor kan der, der hvor væsenerne er helt fri af enpoletheden, og deres seksuelle indstilling helt befordres af dobbeltpoletheden, ikke opstå nogen som helst form for det såkaldte "onde". Her kan hverken opstå skinsyge, jalousi, misundelse, had eller hævnfølelse, der kan ikke opstå mord eller drab hverken på dyr eller mennesker. Alle elsker alle, og alle dobbeltpolede mennesker kan udløse den højeste ilds alkærlighedskontakt med alle tilsvarende dobbeltpolede mennesker. Den på alkærligheden baserede højeste ild giver væsenet oplevelsen af at være et med Gud i alle livets situationer takket være det mørke eller den lidelse og den heraf opnåede visdom og forstand, som enpolethedens epoke giver væsenerne. Det var "nydelsen af kundskabens træ", der gav dem oplevelsen af, hvad der var godt, og hvad der var ondt. Efter at have lært det og overgået til dobbeltpoletheden var de blevet prædestineret til en tilværelse, i hvilken de aldrig nogen sinde kunne tage fejl og derfor heller aldrig kunne få lidelse eller mørk skæbne. Her nyder væsenerne det højeste lys i deres højeste åndelige tilværelse i dagsbevidst samliv med Gud. Det er dette samliv med Gud, der udtrykkes under begrebet "nydelsen af livets træ".