Det, der bevirker den antipati, der forekommer hos det enpolede væsen over for det dobbeltpoldede menneske, i hvem alkærligheden begynder at blive af dybere natur, er det princip, der hersker i selve dyreriget, nemlig dette, at udslette væsener, der er abnorme. I dyreriget er dette princip i virkeligheden et humant princip. Dyr, der er abnorme eller vanskabte, og dyr, der er invalide og ikke kan klare sig selv, ville hjælpeløst gå til grunde, eventuelt sulte ihjel eller på anden måde lide forfærdelig nød og en pinefuld død, og derfor har dyrene ikke nogen anden udvej for at hjælpe deres invalide og tilskadekomne medvæsener af deres race end at dræbe dem. De har ikke som menneskene de mange hjælpeforanstaltninger for invalide, syge og hjælpeløse mennesker, såsom sygehuse, sygehjem, forsorg osv. Derfor bliver døden den mest humane hjælp, dyrene kan give deres hårdt ramte syge eller hjælpeløse medvæsener. Når menneskene i almindelighed føler lede eller antipati mod mennesker, hvis sympatiske anlæg udløser en større sympati eller kærlighed end den, der hører enpoletheden eller parringskærligheden til over for væsener af eget køn, føles det af disse endnu stærkt enpolede væsener som noget abnormt, som noget unaturligt. Og jo mere enpolede disse væsener er, desto større lede og antipati føler de over for væsenerne med den større sympati, der er selve den begyndende alkærlighed, som absolut er under udvikling i alle ufærdige mennesker. Denne de stærkt enpolede væseners forfølgelse af de dobbeltpolede væsener eller væsenerne med den begyndende alkærlighed er altså en levning fra deres fortidige dyriske tilstand i renkultur.