At alkærligheden er uforståelig for alle de enpolede væsener, der endnu stærkt organisk er knyttet til parringsakten og har denne til livsfundament og ikke har nogen som helst evne til at føle det mindste gran af den allerhøjeste guddommelige sympati for væsener udover ægtefællen og afkommet, er selvfølgeligt. De kan kun føle parringssympatien for det modsatte køns væsener. Men en kærlighed, der når langt ud over dette, at elske det modsatte køn og også får sit ophav til at elske væsener af sit eget køn, kan almenheden kun opfatte som en afsporing, skønt Bibelen opfordrer til, at man skal elske sin næste, som man elsker sig selv. Derfor er livet ikke nogen stor behagelighed for de væsener, der er længst fremme i udviklingen af den kærlighed, der bringer væsenet til at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv. Disse væsener skal jo leve midt imellem alle de mange væsener, der endnu er organisk bundet til parringskærligheden eller syndefaldets kærlighed, denne kunstige sympati, der afføder skinsyge, jalousi, misundelse og alt andet ondt og i særlig grad får væsenerne til at føle intolerance. Allerede i mange århundreder er der født væsener med relativt stort næstekærlighedstalent, altså et talent for en kærlighed, der nåede langt ud over den kærlighed, man ellers mente var den passende at manifestere over for væsener af eget køn. Hvilke lidelser har disse intolerante og uvidende væsener dog ikke påført de væsener, i hvem den sympati eller alkærlighed, som udelukkende er verdens frelse, var ved at vokse frem og begyndte at blive til virkelighed. Og dertil kommer, at også myndighederne troede sig kvalificeret til at blande sig i denne Guddommens skabelse af "mennesket i sit billede" og straffe de væsener", der organisk var født med dette guddommelige begyndende kærlighedstalent. At disse væsener med nævnte begyndende alkærlighedstalent således blev betragtet som abnorme, som afsporede, som forbrydere eller strafbare væsener, var jo ligefrem en sabotage imod en ganske naturlig udvikling. Dette bevirkede, at disse væsener måtte leve i en skræk og rædsel for, at deres medmennesker, ja selv deres nærmeste familie, venner og bekendte skulle opdage denne deres særlige sympatitilstand. Hvis det skete, blev de mere eller mindre udsatte for disse væseners foragt, hån og spot, ja undertiden ligefrem fjendskab og risiko for at komme i fængsel og udleveret til sladder eller nedsættende offentligt omdømme. Dette vil igen sige fordømt af den store hob, der ingen ting ved og ingen ting forstår af menneskets fortsatte udvikling ud af dyreriget, ud af det dræbende princips krigs- eller dødsterræner, ud af moselovens straffe- eller mørke gengældelsestraditioner og ind i kristendommens altomfavnende, lysende kærlighedsepoke.