Alkærligheden er en sympatitilstand, der er aldeles uselvisk. Den søger absolut ikke sit eget. Den er den absolutte, totale modsætning til krig, ufred og had. Den er også ganske anderledes end parringskærligheden, der afføder både skinsyge og jalousi, mord og drab, misundelse og hævnakter. Alkærligheden får sit ophav til hellere selv at lide, end at det vil, at andre skal lide. Det var også alkærligheden, der fik Kristus til på korset at tilgive sine bødler og til at bede Gud om at opfylde denne hans bøn. Denne alkærlighed er altså mere eller mindre til stede i ethvert fremskredent udviklet, men endnu ufærdigt jordmenneske. Hos nogle væsener er den meget langt fremskredent. Disse væsener vil ikke have noget med krig at gøre. De kan ikke dræbe De spiser ikke animalsk føde. De spiser ikke animalsk føde. De er trofaste og kærlige mod mennesker og dyr, imod alt og alle. De er meget ydmyge og har ingen trang til berømmelse. De har ingen ærgerrighed. Det gode, de gør, er noget ganske naturligt og hjerteligt hos dem. Det er ikke noget påtaget eller med henblik på at opnå kommende fordele eller for at sætte en kunstig kærlighedsglorie om dem selv. De ønsker absolut ikke at blive dyrket eller hædret for noget som helst. Det gode de gør, gør de udelukkende, fordi de elsker Gud og deres næste. De hører i virkeligheden den gruppe væsener til, som Kristus udtrykker som "fårene", der er udskilt fra "bukkene". (Mt.25.32.33). Fårene er altså de væsener, der er nået så langt frem i deres udvikling, at de er blevet meget alkærlige og kun elsker fred og er imod krig og andet mørke. Det er klart, at de allerede er langt fremme i Guds skabelse af deres tilblivelse som "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". De er således tilsvarende langt fremme i Guds ånd og lys. Bukkene er derimod væsener, der tror, at livet skal baseres på stærkest mulige angrebs- og forsvarsvåben, og at man med krig kan afskaffe krig. De er væsener, der ikke vil tilgive deres fjender, men vil have hævn og straf over dem. Disse væsener vil med denne livsindstilling og væremåde netop gå fremad imod krig, lemlæstelse, død og undergang. Vi kan altså inddele jordens menneskehed i disse to grupper: "Fårene" og "bukkene". Den første gruppe består af de væsener, der i dag er langt fremme i udviklingen af deres alkærlighedstalent, mens den anden gruppe er i flertal og den herskende indenfor jordmenneskeheden. Derfor florerer krigen, og mørket kulminerer her på jorden. Men når "bukkene" efterhånden kommer igennem deres mørke væremådes karma og begynder at blive alkærlige og i samme grad kommer til at tilhøre de alkærlige væseners gruppe, og denne derved kommer i flertal, da vil alkærligheden blive den altoverstrålende og herskende energi og gøre det fuldkomne menneskerige til en begyndende kendsgerning på jorden.