Den ufærdige jordmenneskehed har efterhånden også begyndt at udvikle en svagt begyndende alkærlighed. Den kendes på, at den går i modsat retning af den dyriske, der stimulerer krigstilstand, mord og drab eller alt det onde. Menneskementaliteten kommer derimod mere og mere til at bæres af alkærligheden, alt efter som væsenet kommer fremad i udvikling og kommer igennem sin mørke karma. Alkærligheden befordrer det højeste lys, den største glæde og livslyst. Alt efter som den bliver udviklet i mennesket, bringer den det til at være til glæde og velsignelse for alt, hvad det kommer i berøring med. Det får evne til at elske livet og dermed Gud over alle ting af hele sin sjæl og sin næste som sig selv. Det tilgiver let sin næste, ikke blot syv gange, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange daglig. Det elsker således sine fjender og velsigner dem, af hvem det bliver forbandet, hånet og spottet. At en sådan opfyldelse af alkærlighedsloven skaber det fuldkomne menneskerige eller himmeriges rige på jorden er naturligvis givet. Men hvordan bliver ethvert menneske til en sådan lysende, varmende og dermed livgivende sol for sine omgivelser? – For at væsenet kan blive til en lysende og varmende sol for sine omgivelser, der i virkeligheden er det samme som at være et færdigudviklet "menneske i Guds billede efter hans lignelse", må det først og fremmest igennem mørkets verden for her igennem nydelsen af kundskabens træ at få det totalt fuldkomne kendskab til hvad der virkelig er godt, og hvad der virkelig er ondt. Og da det begyndte at få menneskelig begavelse, udviklede det sig hurtigt i det dræbende princips tjeneste. Og ved hjælp af den menneskelige intelligens udvikledes dets drabskunnen eller morderiske kapacitet millioner af gange. Men jo mere udviklet dets morderiske eller djævelske kunnen blev, desto mere ondskab, smerte, død og undergang kunne det påføre sin næste. Men her er det, at væsenet kommer til kort med dets onde væremåde. Karmaloven bevirker, at den netop bliver dets kommende skæbne. Jo mere ondt det påfører sin næste, desto mere ond bliver dets kommende skæbne. Og jo mere ondt det således oplever, desto mere vokser der en afsky op i dets bevidsthed for denne dræbende væremåde. Lidelserne udvikler i væsenet den humane evne eller den begyndende næste- eller alkærlighed. Denne begyndende guddommelige evne er til stede i ethvert fremskredent jordmenneske som en evne, der bestemmer, hvad et væsen ikke kan nænne at gøre af det onde. Denne evne udvikler sig af de lidelser, dens ophav ifølge dets karma må gennemgå.