Vi har nu igennem alt det foranstående fået et lille glimt af hvert af alle de førende eller bærende principper i Guds skabelse af mennesket. Vi har igennem disse glimt set denne guddommelige proces lige fra væsenets adamstilstand; dets udgang af salighedsriget; dets udvikling igennem mineral- til plantelivsformerne; dets forvandling til enpolet væsen igennem "Evas skabelse"; dets videre udvikling til dyr og frem til "Evas død" eller dyrets forvandling til begyndende dobbeltpolethed og dets hermed begyndende menneskebevidsthed. Vi har set, at denne menneskebevidsthed foreløbig kun har givet sig udslag i primitiv følelse og begyndende intelligens. Denne tilføjelse af menneskelige evner til dyrets psyke udvidede dyrets mentalitet eller begavelse. Det blev derved hurtigt de andre dyr overlegen. Det er i henhold til denne større begavelse og overlegenhed over dyret, at væsenet har fået prædikatet "menneske". Men der er langt fra dette begyndende menneske til "mennesket i Guds billede". Dette forvandlede dyr havde ganske vist fået begyndende menneskelig begavelse, men det havde ikke fået nogen humanitets- eller næstekærlighedsevne. Det var derfor endnu på dyrets stadium. Det var således blottet for alkærlighed. Dets livsfundament var den enpolede parringskærlighed og parringsakt ligesom hos dyrene. Den modsatte pol i væsenet, som nu var begyndt at udvikle sig, var endnu så spæd, at væsenet stadig var dominerende enpolet og havde parringen med et væsen af modsat køn og den her under henhørende parringsakt til højeste livsfundament. De begyndende mennesker var fremdeles at opdele i hankøns- og hunkønsvæsener. De var således i virkeligheden endnu dyr og kun i mindre grad mennesker. Den virkelige alkærlighed eksisterede som nævnt ikke hos disse væsener. De levede stadigt på parringskærligheden. Det var kun intelligensmæssigt de begyndte at være menneskelige. Deres følelse var endnu primitiv, brutal eller dyrisk.