Det er således ikke livets mening, at Guds ånd skal blive ved med kun at kunne opleves af det levende væsen som et lysglimt af kulminerende vellyst og salighed, mens hele den øvrige del af dets daglige liv skal være et mere eller mindre kulminerende mørke eller helvede. Guds hensigt med det levende væsen er ikke blot dette, at gøre væsenet til et "dyr", til et væsen, hvis livsbetingelse er at dræbe andre væsener og æde deres organismer som føde og dermed selv blive prædestineret til en ulykkelig, lemlæstende og dødbringende skæbne.
      Når det ikke desto mindre er således, skyldes det udelukkende dette, at bevidsthed og den heraf følgende væremåde kun kan tilegnes ved erfaringsoplevelse. Det et væsen aldrig har oplevet eller hørt tale om, kan det umuligt vide noget om. Da en total fuldkommen væremåde kræver viden og evne for at kunne manifesteres, må det levende væsen have adgang til den erfaringsdannelse eller livsoplevelse, der kan give det denne viden og evne. Hvordan skulle det kunne vide, om noget er godt eller ondt, om noget er fuldkomment eller ufuldkomment, hvis det ikke havde adgang til at erfare det ved selvoplevelse. –
      Hvordan skal et væsen kunne blive til væsenet i Guds billede, hvis det ikke har nogen som helst viden om, hvad der er ondt, og hvad der er godt? – Var det ikke netop Guds viden om, hvad der var godt, og hvad der var ondt, der skulle vederfares væsenerne med "nydelsen af kundskabens træ på godt og ondt"? – Var det ikke netop "slangen", der vejledede "Eva" til at forstå Guds plan med hensyn til nydelsen af kundskabens træ (Se 1.Mos.3.4.). "Da sagde slangen til kvinden: I skulle ikke dø døden; men Gud ved, at hvilken dag i æde deraf, da skulle eders øjne oplades, og I skulle blive lige som Gud og kende godt og ondt". Hvordan skulle væsenet kunne blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse uden at have kendskabet til godt og ondt? Dette kendskab til godt og ondt er således i viden og evne, i teori og praksis den absolutte hovedbetingelse for væsenets fremtræden i Guds billede efter hans lignelse. Slangen var altså ikke nogen "djævel", der forførte eller vildledte "Eva", men et væsen, der vejledede hende. Vi ser derfor i "slangen" et væsen i verdensgenløsningens eller kristusprincippets tjeneste. Og vi forstår da også her, at det levende væsens daglige liv i dyreriget eller mørkets verden er det samme som "nydelsen af kundskabens træ". Dette gælder ikke mindst de ufærdige mennesker, der jo hører dyreriget til med den del af deres bevidsthed, der endnu er dyrisk (egoistisk, hadefuld, intolerant, misundelig, skinsyg og morderisk).
      Når de jordiske mennesker lever i så meget mørke, er det netop fordi, de endnu i en meget høj grad er uvidende om, hvordan de skal leve for at blive fri af mørket og lidelserne og derved komme til at opleve den totalt fuldkomne tilværelse, hvor der hverken er krig, død eller pine. De må derfor stadig hade, myrde, dræbe, lemlæste og ødelægge, der hvor de endnu ikke er udviklede, for at få virkeligt kendskab til, hvor ulykkeligt det er at leve i en sådan primitivitet og uvidenhed og det heraf følgende helvede. De må stadig æde andre væseners organismer som føde. Her er de ufærdige jordiske mennesker ikke nogen undtagelse. Mens dyrene lever i organismer, der i sig selv er sande mordvåben, lever menneskene i organismer, med hvilke de har været i stand til at skabe atom- eller kernevåben. Med disse har de udvidet deres drabskapacitet millioner af gange. Med denne drabs- og ødelæggelseskapacitet er de i stand til at udslette millionbyer med deres befolkninger og kulturgoder i løbet af sekunder. Ja, alt fysisk liv på jorden ville de kunne udslette, hvis ikke Guddommens mål eller hensigt med de levende væsener var noget helt andet. Det er ikke meningen, at det levende væsen skal udvikles til at blive et permanent "djævlevæsen" med gigantiske, morderiske, smerte- og lidelsesfrembringende kræfter. Verdensaltets kosmiske struktur og de heraf følgende livslove for de levende væseners bevidsthed og væremåde betinger, at de samme væseners skæbne, hvad enten den er ond eller god, kun kan være en kopi af den væremåde, de har udfoldet overfor deres næste og omgivelser.
      Det er en total viden om denne væsenernes skæbnedannelse, de kommer til ved liv efter liv at "nyde af kundskabens træ". Og igennem de lidelsers tilbagevirkende lidelser på væsenerne selv, som de ligeledes liv efter liv har påført deres næste eller andre væsener, opstår den humane evne eller evnen til ikke at kunne nænne at gøre andre levende væsener fortræd. Der opstår således efterhånden i væsenet lysten til udelukkende kun at være til glæde og velsignelse for alt levende. Dette er igen det samme som at være "ét med Gud". Og i det levende væsen med denne væremåde har vi her for os "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Det levende væsens forvandling til denne guddommelige åbenbaring af Guds billede, udstrålende alkærligheden eller det evige lys til alt og alle, er således Guds plan eller formål med alt, hvad der overhovedet sker for vore øjne her i det mørke dyrerige, krigens og lidelsernes verden.