Vi ser her tydeligt, at med ægteskabs- eller parringskærligheden kan man ikke opfylde kærlighedsloven, der påbyder, at man skal elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv. Det er den absolut heller ikke beregnet til. Til en sådan mission har den hverken kapacitet eller organisk struktur. Den er derimod kun beregnet til at gøre de to parringsvæsener eller ægtefæller til gensidigt livsanimerende lysende og varmende stjerner for hinanden her i en verden af livets kulminerende mørke; i en verden uden Gud og alkærlighed; i en verden af livsfarlige dødsfjender; i en verden, hvor djævlebevidstheden og mørket kulminerer. Hvordan skulle de levende væsener i dyreriget eller mørkets sfærer blive animeret til at holde livet ud, hvis ikke Guds hellige ånd i form af "den højeste ild" blev en håndgribelighed eller en virkelighedsoplevelse igennem to væseners enpolede parringsakt? – Hvor har dyret midt i dets livs mørke en større og mere animerende lysoplevelse end i parringsakten med sin mage? – Og får den kunstigt opretholdte parringskærlighed, denne seksuelle besættelse, ikke parterne til gensidigt at opleve hinanden som deres livs mest lysende og varmende stjerne på det dræbende princips natsorte dødshimmel? Og kaster dette stjernelys ikke sit livgivende og varmende skin beskyttende på parternes hjælpeløse afkom og medvirker til at føre dette til skelsår og alder? – Denne Guddommens håndgribelige tilstedeværelse i parringsaktens lynglimtsåbenbaring er som nævnt ikke alkærlighed. Den er kun en kunstig udløsning af en stærk forelskelse eller seksuel besættelse, af væsenets dragning imod et væsen af modsat køn, hvorved parringsakten kan komme til udløsning, forplantningen finde sted, og væsenerne opleve Guds ånds tilstedeværelse i deres parringsakt som en lynglimts- eller øjebliksoplevelse af livets allerhøjeste velbehagsfornemmelse eller salighed. Denne velbehags- eller salighedsfornemmelse var lige akkurat den Guds ånds tilstedeværelse i parringsakten, der krævedes for at stimulere eller animere væsenerne til nydelsen af "kundskabens træ", hvis slutresultat skulle blive væsenernes tilegnelse af den allerhøjeste visdom eller det totale kendskab til, hvad der er "godt", og hvad der er "ondt". Denne nydelse af kundskabens træ på godt og ondt giver væsenerne store lidelser, men disse afføder i dem den største mentale evne, der overhovedet eksisterer. Den forvandler totalt det ufærdige menneske eller væsenet med djævlebevidsthed til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Denne guddommelige evne er intet mindre end den evne, ved hvilken Guddommen gennemtrænger hele verdensaltet med sit strålevæld, det evige lys "alkærligheden".