To slags kærlighed
33. KAPITEL
Hvorfor Jesus valgte korsfæstelsen
Det er således her synligt for os, at parrings- eller ægteskabskærligheden ikke er beregnet til at være livsfundament for en højere verden, i hvilken det dræbende princip er bandlyst, og livsfundamentet eller livsloven påbyder: "Du skal elske Herren din Gud med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele dit sind. Dette er det store og første bud." – Men et andet er dette ligt: "Du skal elske din næste som dig selv." (Mt.22.37.38.39).
      Det er tydeligt at se, at dette store guddommelige påbud udtrykker en helt anden kærlighed end parringskærligheden. Vi møder her i nævnte store kærlighedspåbud fra verdensgenløseren loven for en kulturtilstand, et lysets eller kærlighedens rige, der står himmelhøjt over dyrerigets dødbringende, kærlighedsløse helvedeszoner, hvor det er en livsbetingelse at dræbe for at leve. Man forstår således her bedre, hvorfor Kristus i Gethsemane have valgte korsfæstelsen i stedet for at frasværge sig det lysets budskab, han havde bragt menneskeheden fra sin evige Fader. Det lysets budskab, der var den største kærlighedsåbenbaring, menneskeheden nogen sinde havde fået, det budskab der understreget med korsfæstelsen af selve Guds sendebud blev intet mindre end en ny verdensepokes fødsel, i hvilken Guds ånds strålevæld vil komme til at lyse og funkle i alle øjne, velsigne og kærtegne igennem alle hænder og gøre alle mennesker på jorden til ét med den evige Fader. Denne ny verdensepoke er jordens "store fødsel" eller kosmiske indvielse, der skal gøre menneskehedens kulturstadium til ét med "him meriges rige".
      Vi ser her, at det således ikke var parringskærligheden, der var livsfundamentet for verdensgenløseren og hans mission. Det var derimod ene og alene den absolutte alkærlighed, og det bliver mere og mere åbenlyst, at det udelukkende er den, der er verdens frelse. Uden næstekærlighedens indpas i menneskehjerterne og verdenskulturen vil krigens tyranni og helvede aldrig høre op.