Vi har her i de levende væseners parringsområde mødt en kunstig opretholdt sympati, som menneskene fejlagtigt opfatter som kærlighed. Som vi allerede har bemærket, har denne kunstige sympati ikke noget som helst med den virkelige alkærlighed at gøre. Mens alkærligheden er en evne, der gradvis bliver til med menneskets udvikling, er parringskærligheden en evne, der som før nævnt opretholdes kunstigt gennem enpoletheden og kirtelsekreter eller hormonproduktion. Den har derfor den samme funktions kapacitet hos det mindre udviklede som hos det mere udviklede dyr. Mens alkærligheden befordrer uselviskhed, befordrer parringskærligheden i høj grad selviskhed. Den fordrer gensidig sympati eller forelskelse hos de to parter for sin udfoldelse. Den fremkalder skinsyge, jalousi og misundelse, der er roden til alt ondt i verden. Den befordrer ønsket om helt at besidde eller eje den anden parringspartner for sig selv alene. Da væsenerne på grund af enpoletheden netop er skabt til kun at kunne elske væsener af det modsætte køn, og deres ægteskaber eller parringsliv er betinget af de to væseners gensidigt modsatte køn, kan de ikke elske væsener af deres eget køn. De ligger derfor i meget stor udstrækning i strid eller rivalisering om besiddelse af væsener af det modsatte køn. Parringskærligheden, som vi også kan udtrykke som "ægteskabskærligheden", kan kun udløse en gensidig sympati mellem parringsvæsenerne eller ægtefællerne og heri indbefattes også afkommet. Ud over dette eksisterer der ingen som helst virkelig kærlighed indenfor dyreriget, hvor dette er i renkultur. Udenfor den lille, af parringskærligheden dannede familie, eksisterer kun krigen eller fjendskabet mellem væsenerne. Vi er i det dræbende princips rige. Væsenerne vandrer her i mørkets rige med døden i hælene, et rige, der derfor ofte viser sig som helvede eller ragnarok, ja et rige, i hvilket næstekærligheden ligefrem er forbudt. Bibelen udtrykker ægteskabsloven således: "Derfor skal manden forlade sin fader og moder og blive fast hos sin hustru, og de skulle være til ét kød." (1.Mos.2.24). Og til kvinden udtrykker Bibelen blandt andet: "...manden er kvindens hoved..." (1.Kor.11.3). Disse påbud gælder naturligvis ikke dyrene. Hos disse væsener er ægteskabsloven uskrevet, og dyrene opfylder den automatisk ved hjælp af instinktet. De nævnte påbud gælder derimod i allerhøjeste grad de ufærdige mennesker, hvis livsfundament endnu er den enpolede parringsakt og det heraf følgende ægteskab og familieskab, men i en ustabil og degenereret form. – Parringskærligheden har altså sin begrænsning. Den forlanger, at manden absolut skal holde sig til sin hustru, og hustruen absolut må opfatte ham som sin herre og beskytter. Parternes hele sympati må udelukkende være gensidig og ikke ret tet imod noget som helst fremmed væsen. Hvis et menneske elsker et andet menneske højere end sin ægtefælle, bedriver det hor, hvilket vil sige, at det overtræder ægteskabsloven, og med denne sin væremåde saboterer det den moral, ved hvilken Gud opretholder dyrerigets livsstruktur, under hvilken ikke blot dyrene, men også det ufærdige menneske mere eller mindre henhører.