Igennem de særlige polorganer kan "den højeste ild" hvilket vil sige: Guds ånd, som det højeste lys og livsanimerende kraft komme til åbenbaring eller oplevelse igennem de to væseners parringsakt. Efterhånden som væsenerne udvikler sig frem til dyrets stadium, bliver denne parringsakt den allerhøjeste livsoplevelsestilstand for de to væsener, men betinger altså en sympatisk kontakt mellem de to parringsvæsener af modsat køn. Denne gensidige sympatikontakt opstår automatisk ved væsenernes særlige enpolede organiske struktur og kirtelsekreter. Denne gensidige parringssympati, der altså er kunstig og ikke har noget med absolut og virkelig kærlighed at gøre, kan være meget stærk og ligefrem nå frem til en besættelse af parterne. Denne sympati forgrener sig også til de to parters eventuelle afkom. Dette bliver indhyllet i parternes eller forældrenes kunstige sympatiske følelse. Og her i dette lille familieskab eksisterer den kunstige sympati, der indenfor et vist område ligner alkærlighed. Da der absolut ikke eksisterer alkærlighed i dyreriget, forstår man her, hvor guddommelig denne parringssympati er midt i en verden af kulminerende mørke. Den er det eneste lys midt i en verden af væsener, for hvilke det er en livsbetingelse at dræbe for at leve; i en verden af væsener, der må ha ve andre væseners organismer til føde; i en verden, hvor alle stræber alle efter livet, og hvor væsenernes organismer ligefrem i sig selv er formet og udstyret som geniale forsvars- og angrebsvåben. Hvad skulle live op i disse væsenernes daglige liv, give dem livsenergi, livsmod og livslyst i denne kærlighedsløse dødens verden, hvis ikke de var skabte som enpolede væsener, var skabte som hankønsvæsener og hunkønsvæsener og derved i en kunstig sympatiakt kunne opleve den højeste ild eller Guds levende ånd i denne deres gensidige sympati- eller parringsakt? Denne parringskærlighed, der også udtrykkes som "forelskelse", gør sig også gældende hos de ufærdige mennesker og bliver af disse lovsunget som den højeste kærlighed med dens højeste lys og lykke. Men det er en vildfarelse. Parringskærligheden har ikke noget med den virkelige alkærlighed at gøre. Den er et kunstprodukt, i hvis kulminationsudløsning den højeste ild kan komme til manifestation som livets allerhøjeste behags- eller vellystfornemmelse igennem parringsakten. Denne kulminerende behags- eller vellystfornemmelse er intet mindre end selve Guds "hellige ånd", der i parringsaktens kulminationsøjeblik af de to parter opleves som livets største lysoplevelse her i dyreriget eller mørkets sfærer. Denne korte øjebliksoplevelse af det højeste lys er nok til at opretholde hele dyreriget og de til en vis grad ufærdige menneskers tilværelse, livsudfoldelse og væremåde.