For at Guds skabelse af mennesket i sit billede kan ske fyldest, er det en urokkelig betingelse, at væsenet må tilegnes kendskabet til "godt" og "ondt" og blive ét med Gud i dette kendskab. "Adam" var jo et væsen, der i virkeligheden hverken kendte til godt eller ondt. Han måtte derfor gøres til et væsen, der kunne skabe godt og ondt for derigennem at få det virkelige kendskab til, hvad der var godt, og hvad der var ondt og dermed få udviklet evnen til kun at gøre det gode. Det var derfor, at "nydelsen af kundskabens træ", der i Bibelen er udtrykt som "syndefaldet", måtte finde sted. Men før nydelsen af kundskabens træ eller "syndefaldet" kunne finde sted, måtte der skabes en mulighed for, at denne nydelse kunne foregå. Den måtte gøres til en livsbetingelse for Adam. Der måtte skabes en appetit eller et begær i Adam efter denne nydelse. Adam, hvilket altså vil sige: de levende væsener i spiralkredsløbets planteriges begyndelse, måtte skabes om. Det er denne omskabelse, Bibelen udtrykker som "Evas" skabelse". Denne skabelse udtrykkes ligeledes i Bibelen at bestå i, at Gud tog et ribben ud af den sovende Adam og dannede af dette "Eva". Denne Bibelens fortælling om "Evas" skabelse er kun symbolsk. Den sovende Adam er altså plantevæsenerne. De må nødvendigvis betragtes som sovende, idet deres eneste sanseevne på det fysiske plan er anelsesevnen. De kan ane behag og ubehag, men derudover er deres dagsbevidsthed på salighedsplanet, hvor de endnu lever i erindringerne fra det tidligere spiralkredsløb. Når der siges, at Gud tog et ribben ud af Adam og dannede heraf "Eva", skal det kun betyde, at "Evas skabelse" var en indvendig proces, en indre automatisk organisk ændring i adamsvæsenernes psyke. De blev omdannede fra dobbeltpolethed til enpolethed. Det skete på denne måde, at i nogle væsener stag nerede den feminine pol, hvorved den maskuline pol i de samme væsener blev eneherskende, og herefter fremtrådte disse væsener som "hankønsvæsener". I andre væsener var det den maskuline pol, der stagnerede, hvorved den feminine pol overtog føringen, og herefter fremtrådte disse væsener som "hunkønsvæsener". Og hermed eksisterede adamsvæsenerne ikke mere. De var alle forvandlede til enpolede væsener, hvilket vil sige, at de nu var indviet til mørkets eller det dræbende princips rige. Med deres polforvandling var de nu prædestineret til at kunne skabe og opleve det mørke, i kraft af hvilket de igen skulle opstå i det evige lys som "Guds billede efter hans lignelse".