Vi har igennem det foranstående fået et lille indblik i det levende væsens forhold til Gud og Guds forhold til det levende væsen. Vi har set, at der er et urokkeligt samspil, en reaktionstilstand imellem Guddommens og det levende væsens livsudfoldelse. Denne reaktionstilstand er det levende væsens skæbne. Denne skæbne er en oplevelse af mørkets kulmination, der udvikler væsenet til en tilstand, i hvilken det vil kunne leve et permanent altoverstrålende kærlighedens liv i Guds hellige ånd og være ét med Gud. Da væsenet umuligt vil kunne opleve lyset eller kulminationen af kærligheden, hvis ikke det først fik oplevet kulminationen af mørket, ser vi her dette som et absolut nødvendigt led i Guds skabelse af "mennesket i sit billede efter sin lignelse". Igennem oplevelsen af mørket bliver det levende væsen således indviet i alkærlighedens lys, der udgør den primære bevidsthedstilstand i livets oplevelse og manifestation. Mørket er således i virkeligheden en kort fostertilstand, hvor væsenet bliver udviklet og modnet til "den store fødsel" eller indvielse i livsmysteriets løsning, bliver trænet op til at blive en kærlighedens sol for sine omgivelser. – Mørket er således trods dets ubehagelige natur et gode. Og vi må derfor udtrykke dette i vore kosmiske analyser som "det ubehagelige gode".