I det foranstående er vi blevet kendt med, at verdensaltet er et levende væsen, i hvilket alle eksisterende levende væsener er manifestations- og oplevelsesorganer for dette gigantvæsen. Samme væsen er igen, i form af den almægtige, alvise og alkærlige evige Guddom, livsfundament eller virkelige kosmiske Fader for hvert eneste eksisterende levende væsen. Samme levende væsens daglige liv og forhold til dets omgivelser, de levende væsener og ting, er i sin virkelige, kosmiske analyse et forhold til den evige Guddom. Vi har berørt, at jordmenneskeheden befinder sig i Guddommens sekundære bevidsthed, der er opholdssted for alle de ufærdige væsener, der her under Guds skabelse er i færd med at omformes fra dyr til mennesket i Guds billede. Alt mørke, krig, mord og drab, sygdom, nød og elendighed skyldes udelukkende væsenernes ufærdigskabte tilstand i verden. Det er altså denne væsenernes ufærdige tilstand, der i deres mørke daglige liv er under omskabelse hen imod større fuldkommenhed. Det der i særlig grad mangler i jordmenneskenes fuldkommengørelse, er det altvelsignende og livgivende tankeklima "alkærligheden". Da alkærligheden endnu næsten er noget ganske ukendt, skal vi i det efterfølgende give et lille indblik i, hvorledes dette verdensfrelsende tankeklima er under en tiltagende udvikling i jordmenneskeheden. Så længe dette tankeklima endnu ikke er blevet en urokkelig, permanent evne i menneskehedens væremåde, må krige rase, og menneskene være fundamentalt bundet til spekulation i og skabelsen af de mest raffinerede, djævelske metoder i krigeriske menneskemyrderi og kulturudslettelse. Vi ser her menneskenes nedværdigelse og forførelse ind i undertiden primitive sataniske og gudsforladte diktaturer, der stadigt i en tiltagende materialisme og fjernelse fra Gud ikke viger tilbage for tortur, myrderi og udslettelse af anderledes tænkende væsener som forsvar for deres egen gudløse og kærlighedsforladte livsanskuelse og dødbringende væremåde.
      Vi har allerede set kultursammenbrud og millioner af mennesker martret og pint til døde som det endelige resultat af deres tro på og hyldest til gudløse opkomlinge, der i oratorisk blændværk, krigsmaskiners eller mordvåbens parader og uniformsglitterstads imponerede og forførte menneskene endnu dybere ind på vejen til ragnarok eller helvede. –
      Men dette kan ikke bebrejdes hverken diktatorerne eller deres tilhængere. Den her omtalte mørke situation eller væremåde er udelukkende et resultat af de pågældende menneskers egen endnu ufærdigskabte tilstand og den heraf følgende uvidenhed og fejltagelse. Intet væsen kan manifestere anden fuldkommenhed end den, det er nået frem til i dets udvikling og begavelse. Hvordan skulle de kunne manifestere noget de hverken har viden eller forstand til? – Den næstekærlighed, de endnu ikke har evne til at føle og ingen begavelse til at forstå, kan de umuligt manifestere. Det er ikke så mærkeligt, at Kristus siger til Peter, at det ikke blot er syv gange, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange, at man skal tilgive sin næste (Mt.18.21). Men for at tilgive kræves også næstekærlighed eller alkærlighed. Alkærligheden er således det absolut eneste, der kan afskaffe krigen mand og mand imellem og dermed staterne imellem, samt alt andet ondt i verden. Uden alkærlighed absolut ingen fred på jorden. Alkærligheden er således Guds ånds lys. Dette lys i menneskenes øjne, hjerte og hjerne vil bringe mørket til at vige fra jordens kontinenter og have. Og i Guds ånds strålevæld vil den "fortabte søn" vende tilbage til sin Fader.