Alt liv i verdensaltet, ja hele verdensaltet i al sin uendelighed og evighed med sine mælkeveje, stjernetåger, sole og planeter, beboede verdener med menneskeheder og alle andre former for liv, er i sin absolutte analyse udelukkende reaktioner af en gensidig bevidsthedsudveksling mellem Guddommen og hvert eneste eksisterende enkelt levende væsen i verdensaltet. Hele verdensaltets opretholdelse, dets livsfunktioner og skabelsesprocesser er således et uløseligt forbundet samliv mellem Guddommen og verdensaltets levende væsener. Denne uløselige samhørighed mellem Guddommen og det enkelte levende væsen består i, som vi allerede har berørt, at Guddommen og det enkelte levende væsen har fælles kosmisk struktur, der gensidigt betinger de to væseners evige livsoplevelses- og manifestationsevne. Uden denne, de to væseners fælles livsstruktur, kunne deres bevidsthed eller livsfunktion umuligt finde sted. Deres bevidstheds- eller livsfællesskab består i, at alle levende væseners "X1, hvilket vil sige: jegerne i de levende væsener, alle uden undtagelse tilsammen udgør "Guds jeg". På samme måde udgør de levende væseners "X2" og "X3" henholdsvis Guddommens "X2" og "X3". Som vi ved, udgør disse tre principper lige akkurat de tre betingelser, der skal til, for at et "noget" kan fremtræde som et levende væsen. Vi kan ikke her gå nærmere i detaljer, men blot fremhæve, at det levende væsen må have et "jeg", der er det samme som "X1". Dernæst må det have en skabeevne, der udgør det samme som "X2". Herefter kommer "X3", der udgør den skabte eller tids- og rumdimensionelle del af væsenets psyke, skabeevne og organisme. Guddommen og det levende væsen opfylder således disse principper. De udgør derfor hver for sig et levende væsen, en evig urokkelig individualitet.
      Hvordan kan Guddommen og det enkelte levende væsen fremtræde som to selvstændige individualiteter, når de har fælles jeg? – Her må vi lære at forstå, at det "noget", som vi udtrykker som "X1" er ustofligt i almindelig forstand og dermed udeleligt. Det er derfor, at det kun kan have analysen "noget som er". Dette "noget som er" er således udeleligt til stede i verdensaltet. Det er det højeste "noget" der eksisterer, og danner altså Guddommens jeg. Når det foruden at være Guddommens "jeg" også trods sin udelelige tilstand er det levende væsens jeg, skyldes det princippet "X2". – Vi kan symbolisere dette "X2" som en hul kugle af uigennemsigtigt materiale. I denne kugle eksisterer der små huller fordelt ligeligt over hele dens overflade. Hvis vi nu tænker os "X1" eller dette "noget" som et stærkt lys inde i kuglen, vil dette kaste en stråle igennem hvert hul. Hver stråle vil da være at symbolisere som jeget i et levende væsen, mens lyset inde i kuglen er Guds jeg. Ligesom lysstrålen ikke er adskilt fra lyset inde i kuglen, således er det levende væsens jeg heller ikke afskåret eller adskilt fra Guddommens "X1" eller jeg. Lyset, der stråler ud fra hvert hul i kuglen, symboliserer således de levende væsener. Kuglen symboliserer "X2", ved hvilket "det ene væsen bliver til de mange". Hvert levende væsen har således sit eget jeg, selv om det er uløseligt forbundet med Guds jeg og er ét med dette. Hvert levende væsen udgør således en individualitet i Guddommen, uden at denne mister sin individualitet, og uden at nævnte levende væsen mister sin individualitet. Hvert enkelt af disse levende væsener udgør et livsoplevelses- og manifestationsredskab for Guddommen. Hvordan skulle Guddommen ellers kunne opleve, manifestere eller skabe? Guddommen kan ikke opleve eller skabe ved ingen ting. Overfor det enkelte levende væsen udgør Guddommen som allerede før nævnt, hele verdensaltet med alle dets levende væsener og ting, både åndeligt og fysisk, både makrokosmisk, mikrokosmisk og mellemkosmisk. Men i dette gigantformat kan det levende væsen ikke opfatte Gud som en individualitet eller et levende væsen, før det når længere og længere frem igennem udviklingen hen imod kosmisk bevidsthed og her ser Guds skabelse af "mennesket i sit billede efter sin lignelse". Men Guddommen belærer det enkelte levende væsen igennem sine andre levende væsener, der jo alle, som allerede nævnt, er hans bevidsthedsorganer og redskaber for hans skabelse. Og Guddommen har helt det enkelte levende væsen i sin varetægt ved sin manifestation igennem andre levende væsener. Vi ved allerede, hvorledes Gud har ført menneskene frem til deres nuværende stadium ved store åndelige førere, profeter og verdensgenløsere, væsener, der var langt forud for menneskene i deres forvandling fra dyr til menneske. Af disse kan vi jo nævne Kristus, som var det helt færdigskabte "menneske i Guds billede efter hans lignelse" og var ét med Gud i bevidsthed og alkærlighed.
      Guddommen leder således hvert enkelt ufærdigt væsen ved hjælp af andre levende væsener og opretholder deres tilværelse og livsfornyelse eller udvikling ikke blot ved mellemkosmiske væsener, men også ved hjælp af både mikro- og makrokosmiske væsener. Og Guddommen hører det enkelte levende væsens bøn igennem dertil særligt egnede væsener for denne mission. På samme måde har Guddommen andre levende væsener, der er særligt egnede for de mange andre former for medvirken i Guddommens skabelse af det levende væsens forvandling fra mineral gennem planteriget, dyreriget og det ufærdige menneskeriges mørkekulmination til det færdige menneske i Guds ånds lysende strålevæld som ét med Gud. –
      Da det enkelte levende væsen yderligere er uløseligt knyttet til Guddommen i kraft af dets tre X-analysers identitet eller uadskillelighed med Guddommens tre X-analyser, finder vi her, at nævnte levende væsen er mere slægtsbundet til Guddommen end et jordisk barn er slægtsbundet til sin fader og moder. Det er derfor helt i kontakt med virkeligheden, at Guddommen og det levende væsen henholdsvis udtrykkes som "Faderen" og "sønnen".