Ethvert levende væsen lever således både kødeligt og åndeligt i samliv med den almægtige, alvise og alkærlige evige Guddom. Ja, væsenerne skal endog udvikle sig til at tale med ham, som en mand taler med sin næste. Hvorvidt vi forstår dette, er altså et spørgsmål om, hvor langt vi er nået i Guds omskabelse af vort væsen fra dyr til menneske. Det samme gælder ligeledes vor forståelse af, at det førnævnte "det", hvilket vil sige alt, hvad der overhovedet eksisterer omkring os af væsener og ting, som er adskilt fra vor individualitet og således ikke tilhører denne organisk, ene og alene er Guddommens åbenbaring eller synliggørelse for os. Det er rigtigt, at denne åbenbaring rummer både vore venner og vore fjender, vore familiemedlemmer, vore underordnede og vore overordnede, alle vore ubehagelige såvel som alle vore behagelige oplevelser, naturkatastrofer, krige, lemlæstelse, sygdomme, unaturlig død, nød og elendighed, dræbende planter, giftige dyr, slanger, krokodiller, løver og tigre og andre på det dræbende princip baserede dyr samt primitive og inhumane, myrdende og dræbende mennesker, i værste tilfælde djævlemennesker, eksperter i bombe- og kernevåbenteknik, kosmiske karmabødler med millioner af hestekræfters kulturudslettende helvedesapparater og mordmaskiner bag sig. Således ser åbenbaringen af Guddommens sekundære bevidsthed ud. Det vil igen sige: den del af Guddommens bevidsthed, hvor han udelukkende åbenbarer eller manifesterer sig igennem de ufærdige væsener, der er underlagt hans skabelse eller forvandling fra dyr til menneske. Vi skal senere se, hvorledes Guddommens evige alkærlighedens ånds tilstedeværelse i hvert eneste eksisterende af disse ufærdige væsener sejrrigt vil lade det opstå af dette livets mørkeste mørke som en lysets fyrste iklædt Guds evige lys eller kærlighedens og almagtens strålevæld. –
      De ufærdige mennesker er endnu ikke vant til at opfatte deres medmennesker, dyrene og planterne og alt det øvrige i deres omgivelser, der ikke er organisk forbundet med deres organisme, som identisk med Gud. De forstår således ikke, at deres medmennesker og alt det øvrige fysiske liv og område, de er i berøring med, udgør det mest håndgribelige af deres samliv og forbindelse med Gud. De forstår slet ikke, at den påvirkning, de udsættes for igennem de mennesker, dyr og planter og alle de øvrige foreteelser, de kommer i berøring med, er Guds egen direkte påvirkning af dem. Akkurat på samme måde er væsenets påvirkning af dets medmennesker, dyr og planter og øvrige omgivelser i realiteten dets henvendelse til eller påvirkning af Gud. Det enkelte menneskes daglige liv og forhold til andre levende væsener er i sin dybeste analyse absolut det samme som dets forhold til Gud. Det vi gør imod andre levende væsener, gør vi imod Gud. Det andre levende væsener gør imod os, er i realiteten Gud, der gør det imod os dikteret som en kopi af den mere eller mindre onde eller gode, ufuldkomne eller fuldkomne væremåde, vi selv manifesterer overfor vore medvæsener og omgivelser og dermed overfor Gud.