De ufærdige mennesker kan ikke opfatte de levende væsener som Guds redskaber eller som en sammenhængende uadskillelig enhed, der udgør Guddommen. De opfatter de levende væsener som ting, der er skabt, ligesom andre skabte ting eller foreteelser. De opfatter Guddommen som et isoleret, selvstændigt væsen, totalt udenfor de levende væseners livsområde og i sin egen natur totalt uafhængig af disse. Men menneskenes første spæde religiøse instinkt lader dem, længe før deres intelligens er udviklet, ane, at der er et "Forsyn", en "Gud" eller "guder" bag hele den materielle, synlige verden. Efterhånden som det religiøse instinkt udviklede sig, blev troen på den almægtige Guddom stadig mere urokkelig og blev fundamentalt understreget af Kristus. Han udtrykte jo netop Guddommen både som "Guddom" og "Fader". Og bedre rammende udtryk for verdensaltets ophav eksisterer ikke, idet nævnte højeste væsen udgør det levende center, det absolut eneste eksisterende væsen, fra hvilket alt liv udstråler og går tilbage til, befordrende alvisdommen og almagten, besjælet af alkærlighedens evige lysocean i tid og rum i al evighed.
      Som vi allerede har set, er Guddommen absolut ikke noget fra de levende væsener isoleret eller afsondret væsen, men eksisterer netop udelukkende som identisk med alle eksisterende levende væsener i verdensaltet, der tilsammen udgør hans X1, X2 og X3, der igen urokkeligt viser ham som "et levende væsen". Dette levende væsens bevidsthed er evigt inddelt i seks store organ- eller livsoplevelsesområder. Disse kender vi allerede som planteriget, dyreriget, menneskeriget, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget. Dette sidste rige er mineralriget en udløber af i den fysiske verden. Af disse Guddommens organområder udgør det færdige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget tilsammen Guddommens primære bevidsthedsområde. Igennem de levende væsener i disse riger udfolder Guddommen den totalt fuldkomne almagt, alvisdom og alkærlighed og styrer dermed hele verdensaltet.