Guds skabelse af mennesket i sit billede er, som vi her har set, nu trådt i kraft. Adam er på vej ud af det salighedsrige, det paradis, der velsignede hans tilværelse med guldkopiernes strålevæld, og som endnu skal lyse over hans færd indtil han igennem nye sanser kan begynde at orientere sig i den fysiske verden. Med denne begyndende sansning i den fysiske verden er væsenet blevet til et "plantevæsen". Foruden dets instinktmæssige evne, der automatisk sty rer dets fysiske livsfunktioner, har det fået evne til at kunne "ane". Med denne anelsesevne kan det således "ane" behag og ubehag. Det kan åbne sine blomster for solens varme. Og det kan lukke dem for nattens kulde. Men det kan endnu ikke opleve eller sanse, hvad denne varme og denne kulde er for noget. Det kan endnu hverken se, høre eller sanse med de øvrige fysiske sanser. Disse er endnu nærmest at betragte som ufødte. Her i den ydre verden er Adam endnu et sovende væsen. Men i hans inderste væsen lever han endnu i guldkopiernes strålevæld af salighed. Plantevæsenet er således endnu fremtrædende som det væsen, Bibelen udtrykker som "Adam".