Vi har nu set, at Bibelens Adam er et væsen, der befinder sig i mellemstadiet mellem to spiralkredsløb. Det lever i sine erindringers lys og salighed fra det udlevede spiralkredsløb. Denne de levende væseners erindringsmasse fra hele spiralkredsløbets område, lige fra salighedsrige til salighedsrige, danner altså en indre verden, som absolut ingen udenforstående har nogen som helst bevidst adgang til, ligesom disse adamsvæsener i salighedsriget heller ikke har nogen som helst bevidst adgang til den ydre verden eller dennes væsener. Adamsvæsenerne er her i deres erindringsverden eller salighedsriget totalt isoleret fra al bevidsthedskorrespondance med andre væsener. Dets liv består udelukkende i genoplevelse af erindringerne fra det udlevede spiralkredsløb. De erindringer, der i særlig grad giver nævnte væsener salighed ved genoplevelsen, er de ældste, hvilket vil sige: de erindringer de har fra det udlevede spiralkredsløbs begyndelse. Disse udgør jo tilsammen erindringerne om mørket, det dræbende princip, de dyriske væseners indbyrdes krigstilstand og de ufærdige menneskers forstærkede drabs- og ødelæggelseskunnen, djævlebevidsthed og dermed kulminationen af mørkets udfoldelse. Og det er jo den natur, salighedsvæsenerne nu står på tærskelen til at skulle genopleve i deres passage i det nye spiralkredsløb, hvor de nu skal til at udvikle sansebegavelse, fysisk bevidsthed og organisme, akkurat ligesom i tidligere spiralkredsløbs mørkesfære. Her skal de atter nyde af "kundskabens træ på godt og ondt" for igen at få genoplevelsen af deres evige primære identitet som søn af Gud i form af "mennesket i Guds billede" efter hans lignelse. Bibelen udtrykker da også denne forvandlingsproces ved at lade Gud sige: "Lader os gøre et menneske i vort billede efter vor lignelse..." (1.Mos.1.26). Dette er således hensigten med denne i den ydre verden bevidstløse Adam i salighedsriget. Dernæst udtrykker Bibelen noget om Adams isolerede tilstand i salighedsriget, hvor væsenet ikke har noget som helst samkvem med noget som helst andet levende væsen. Bibelen lader her Gud sige: "Det er ikke godt, at mennesket er ene, jeg vil gøre ham en medhjælp, som skal være hos ham" (1.Mos.2.18). –
      Nej, det var sandelig ikke godt for væsenet at "være ene", leve totalt i sine egne erindringer og isoleret fra et hvilket som helst andet levende væsen, selv om disse erindringer var mentale guldkopier eller fremtrædende som kulminerende salighedsoplevelse. Det kunne i længden absolut ikke være nok for væsenet at opleve erindringerne. De var jo erindringer af allerede oplevede begivenheder og tildragelser og ikke nye oplevelser. Men da erindringerne var glædes- eller salighedsbefordrende, affødte dette jo netop efterhånden et kolossalt begær efter at komme til at opleve den virkelige livsoplevelse i kød og blod. Erindringsoplevelsen blev således en medvirkende stimulans eller drivkraft for væsenets dragning fremad i det nye spiralkredsløbs ydre åndelige og fysiske verden.