Når det levende væsen, efter at være blevet færdigudviklet og blevet til det fuldkomne "menneske i Guds billede efter hans lignelse", har levet i denne det kulminerende evige lysets tilværelse i de højeste verdener, indtræder mættelsesprincippet også her. Og væsenet begynder at blive mættet af denne guddommelige, lysende tilværelse, ganske ligegyldigt hvor guddommeligt lysende denne så end måtte være. Der opstår i væsenet en begyndende dragning imod lysets modsætning. Med denne indre dragning efter lysets modsætning begynder degenerationen af denne lysets tilværelse, og dets ydre sanser degenererer helt ned til et latent stadium, så væsenet efterhånden helt mister sanse- eller oplevelsesevnen i den ydre åndelige verden. Og det har derefter ingen som helst oplevelse her. Det lever nu som før nævnt helt i erindringsoplevelsen af det enorme spiralkredsløbs områder, som det i livsoplevelsen har passeret. Og da det i særlig grad er lysoplevelsen, det er blevet mættet af, er det i tilsvarende grad særlig mørkeerindringerne fra det udlevede spiralkredsløbs dyrerige eller det dræbende princips område, der nu udgør dets mest lysende guldkopier og har en tilsvarende salighedsbefordrende magt over væsenet. –
      Men nævnte erindringsoplevelse er også mættelsesprincippet underkastet. Denne taber sin magt, efterhånden som væsenet bliver mættet af disse sine oplevelser. Og den eneste tilfredsstillelse af det voksende begær efter mørket er udelukkende væsenets genoplevelse af mørket i et nyt spiralkredsløbs dyrerige eller mørkezone.