Hvorfor blev adamsvæsenet ikke i spiralkredsløbets højeste guddommelige verdener med al deres harmoni, skønhed, fuldkommenhed og alkærlighedsvælde, der er disse verdeners livsfundament, ligesom luft, vand og ild er livsfundamentet for væsenernes fysiske organisme? – Denne høje guddommelige bevidsthed og atmosfære, de levende væsener her er gennemstrålet af, er en "skabt" realitet eller ting, og en skabt ting kan umuligt vare ved. Den er som før nævnt tids- og rumdimensionel og ikke evig. Den vil altid være formet af forgængeligt stof eller materiale, hvilket alle skabte realiteter uundgåeligt er. Derfor må væsenerne blandt andet skifte organismer, skifte jordliv, skifte livsform, skifte sindelag, fordi disse er skabte foreteelser. Og af samme grund må væsenerne ligeledes skifte spiralkredsløb. Men der er også et andet kosmisk princip, der er medvirkende til væsenernes skiftende lys- og mørkeoplevelser. Dette princip er "sult- og mættelsesprincippet". Det har til opgave i form af hunger eller sult at stimulere væsenets nydelsesprincip, skabe ikke blot sult efter mad og drikke, men også alle andre former for begær og ønsker. Mættelsesprincippet har derimod til opgave at skabe begrænsning af nydelsens eller begærenes tilfredsstillelse. Det er begærprincippet, der f.eks. bevirker længslen efter nydelse af livsgoderne, men det er mættelsesprincippet, der har til opgave at bevirke, at nydelserne ikke bliver overdimensionerede eller unormale. Det er således sult- eller hunger- og mættelsesprincippet, der er fundamentet i væsenernes skiftende interessesfærer. Det er også dette princip, der dybest set gør sig gældende i menneskenes trang til foranderlighed, til at skifte mode, til at skifte skik og brug. Nævnte princip er således en uundværlig faktor i væsenernes sindelags- og væremådeforandringer. Der findes altså ikke nogen som helst normal nydelse eller normalt begær, til hvilke der ikke forekommer mættelse. Dette gælder naturligvis ikke de af menneskene opfundne begær og nydelser, der er baseret på indtagelse af stoffer eller materier, der er nedbrydende eller saboterende både for organisme og sindelag. Disse stoffer eller materier kender vi under begreberne: narkotika, alkohol, tobak og lignende. For disse nydelser, der er en absolut afsporing fra det normale, forekommer der absolut ingen mættelse. Hvis disse nydelser ikke bliver bekæmpet, bliver deres slutfacit et på sind og legeme nedbrudt væsen, der i værste tilfælde havner i åndssvaghed og må tilbringe sin tilværelse i dertil egnede hospitaler. Men denne drastiske skæbne gælder ikke de normale og livsbetingende nydelser. Her reguleres nydelsen af mættelsesprincippet. Og dette bevirker altså, at man får tilfredsstillet et hvilket som helst normalt begær, man i tilstrækkelig grad er i færd med at nyde. Selv ens livret ville man ikke kunne blive ved med at betragte som sin yndlingsret, hvis man kun måtte få den hver eneste gang, man skulle spise. Man ville til sidst komme til at føle lede ved den og sætte megen energi i gang for at få anden mad at spise.