Bibelens "Adam" er altså et væsen, der har udlevet både kulminationen af mørket og kulminationen af lyset og befinder sig nu i et spiralkredsløbs spæde slutepoke og i et nyt spiralkredsløbs ligeledes spæde begyndelsesepoke. Disse to epoker danner således et mellemstadium. I dette mellemstadium har væsenerne altså ingen ydre bevidsthed, hverken fysisk eller psykisk. De har dagsbevidsthed, men den bæ res udelukkende af deres erindringssans eller hukommelsen, der netop her er i sin højeste fuldkommenhed og udfoldelsestilstand. Væsenerne her kan absolut ikke opleve noget i den del af den åndelige verden, vi kalder "den ydre åndelige verden". Deres fundamentale sanseevner til fysisk og ydre åndelig oplevelse er jo degenererede helt ned til et latent stadium. Væsenet kan derfor ikke have anden oplevelse her i nævnte mellemstadium end dets erindringer fra det nu udlevede spiralkredsløb. Denne dets erindringsverden udtrykker vi som "dets inderste verden". I denne dets inderste verden oplever det livet i form af dets erindringer, mens det samtidig automatisk og ubevidst overgår fra det udlevede spiralkredsløb til det ny spiralkredsløbs spæde begyndelse. –
      Da det kun oplever livet i form af dets erindringer, bliver dette til en vis grad en slags guddommelig hviletilstand i en lysende salighedsatmosfære. Erindringerne har nemlig den egenskab, at de bliver mere og mere lysende og strålende, jo ældre de bliver, eller desto længere tid der er gået, siden de blev til ved væsenets oplevelse af den fysiske og ydre åndelige verden. Vi har derfor i vore kosmiske analyser udtrykt disse erindringer som "guldkopier" af de begivenheder eller objekter, de udgør erindringerne af. Denne erindringernes eller guldkopiernes oplevelsesepoke i mellemstadiet mellem to spiralkredsløb kender vi allerede som det, vi har udtrykt som "salighedsriget". Vi har her set, at selv om det levende væsen gennemlever en epoke i den fysiske verden og den ydre åndelige verden, hvor det absolut ingen dagsbevidsthed har, fordi hele dets organiske sansestruktur for disse to verdeners vedkommende er latent og i hvile, er denne dets livsstruktur alligevel så guddommeligt fuldkommen og kærligt indrettet, at væsenet under denne ydre totalt bevidstløse overgang fra det ene spiralkredsløb til det andet alligevel befinder sig i en livsoplevelsesform, der udelukkende får væsenet til at kulminere i glæde, lykke og salighed. Og vi får således her livsoplevelsens evighed og udødelighed stadfæstet.