Ved en indgående iagttagelse er det ikke van skeligt at se, at det jordiske menneske er et væsen, der befinder sig i en forvandling fra dyr til menneske. Denne forvandlings- eller skabelsesproces skal altså fuldkommengøre det ufærdige menneske, så det bliver til det færdige og fuldkomne "menneske i Guds billede efter hans lignelse". Denne forvandlings- eller skabelsesproces har altså haft en begyndelse. Den har ikke evigt været til. Hvad var da det levende væsen, der nu er ved at blive skabt om fra dyr til menneske, før denne skabelse begyndte? – Før denne skabelse begyndte, levede væsenet i oplevelse af liv og manifestation i en forudgående bevidstheds- eller livsepoke. Og før denne epoke levede det atter i en forudgående livsepoke. Og således har det levende væsens evige fortid været bestående af sådanne selvstændige livsepoker, ligesom dets evige fremtid ligeledes vil blive oplevet i sådanne fortsættende selvstændige bevidstheds- eller livsepoker. Disse livsepoker svarer i princip meget nøje til den selvstændige livsepoke, væsenerne befinder sig i i dag. Enhver sådan livsepoke er baseret på blandt andet seks kosmiske grundenergier. Disse bevirker, at epoken kommer til at bestå af et særligt livsområde for hver grundenergi. Den første af disse grundenergier kender vi under begrebet "instinktenergien". Denne grundenergi i forbindelse med de andre grundenergier i en begrænset eller latent udfoldelse danner det, vi kalder "planteriget".
      Den næste grundenergi har vi udtrykt som "tyngdeenergien". Den ligger til grund for det fysiske plan. Den ligger til grund for alt, hvad der kommer ind under begrebet ild, eksplosioner eller sprængstoffer. Som åndelig materie ligger den til grund for hidsighed, drabsmentalitet og raserianfald. Den er fundamentet for dyrerigets mentalitet. Den næste grundenergi kender vi under begrebet "følelse". Fysisk ligger denne grundenergi til grund for alt, hvad der kommer ind under begrebet "kulde". I denne forbindelse med tyngdeenergien udgør den alt, hvad der kommer ind under begrebet "kraft" og ligger således også til grund for det, vi kender under begrebet "tyngdekraften", der igen er det samme som jordens tiltrækningskraft. Åndeligt set ligger den til grund for al sansning, det være sig både syn, lugt, smag, hørelse og for øvrigt for alt, hvad der ellers kommer ind under begrebet fornemmelse af både fysisk og psykisk ubehag og behag. Denne energi i en særlig kombination med de andre grundenergier ligger til grund for det totalt fuldkomne "menneskerige". – Den næste grundenergi er kendt under begrebet "intelligens". Den giver mennesket evne til at udforske og erkende princippet i de detaljer, det oplever igennem dets sansning. Den er ikke en fysisk energi og danner derfor ikke noget fysisk plan. Den ligger til grund for et åndeligt tilværelsesplan, vi har udtrykt som "visdomsriget". –
      Den femte grundenergi er ligeledes en åndelig energi og kendes under begrebet "intuition". Den danner et åndeligt tilværelsesplan, vi har udtrykt som "den guddommelige verden". Disse to tilværelsesplaner er tilsammen hjemstedet for livets allerhøjeste former for oplevelse. Ligesom dyreriget er hjemstedet for mørkets kulmination, således er de her nævnte to tilværelsesplaner hjemstedet for lysets kulmination. Når væsenets livsoplevelses- og manifestationsevne her har kulmineret i det højeste lys, degenererer den. Og væsenet bliver mere og mere koncentreret på sine erindringer fra denne sin livsepokes ydre oplevelser. Efterhånden som væsenets ydre oplevelsesevne degenererer, ophører det med at kunne opleve i den ydre verden. Denne er jo her det samme som den åndelige verden, idet væsenet efter at være blevet et færdigt menneske i Guds billede ophørte med at inkarnere i den fysiske verden. Det var nu blevet et totalt åndeligt væsen. Efter at have kulmineret i denne sin høje livstilstand som "mennesket i Guds billede" begyndte dets livsoplevelses- og manifestationsevne, som før nævnt, at degenerere. Efter denne degeneration havde væsenet ikke mere nogen bevidsthed ud over sine erindringer fra hele dets nu døende kosmiske livsepoke. Disse erindringer oplever det nu som kulminerende "salighed", der er det samme som livets allerhøjeste velværefornemmelse. Det har som nævnt her ingen ydre bevidsthed. Det lever nu udelukkende i sine erindringer. De udgør dets egen inderste verden.
      Men det levende væsen er et evigt væsen. Det kan ikke blive ved med at leve uden bevidsthed eller ydre oplevelse og manifestation. Fra denne indre erindringernes verden, som vi udtrykker som "salighedsriget", overgår væsen et automatisk til en ny livsepokes begyndende mineral- og planterige. Det begynder her at udvikle nye bevidsthedsevner. Igennem mineral- og planteriget udvikler det sig videre frem og bliver til det, vi kalder et "dyr". Herfra udvikler det sig frem igennem dyreriget og kulminerer her i form af det ufærdige menneske i mørkets dræbende natur som "djævlevæsen". Gennem den heraf følgende mørke skæbne eller karma bliver væsenet færdigudviklet som "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Og i denne altoverstrålende guddommelige livsform forlader væsenet den fysiske materielle livsform og fortsætter nu sin høje guddommelige livsform som et totalt åndeligt væsen igennem den ny bevidsthedsepokes højeste åndelige verdener: det fuldkomne menneskerige, visdomsriget og den guddommelige verden, for atter senere at degenerere og igennem salighedsriget automatisk at overgå til en ny fortsættelse af oplevelse af liv og manifestation i en ny bevidstheds- eller livsepokes riger eller tilværelsesplaner og således fortsættende i al evighed. – Da disse livsepoker er at udtrykke som kredsløb, og hvert kredsløb ikke er en gentagelse af de foregående , men fremtræder som en fortsættelse af disse i en ny variation, har vi symboliseret disse de levende væseners fortsættende bevidstheds- eller livsepoker som "spiralkredsløb".