Da det levende væsen ifølge kosmiske analyser i mit hovedværk Livets Bog udgør en evig, udødelig realitet, hvordan kan det da harmonere med, at dets bevidsthedsskabelse er tids- og rumdimensionel? – Noget, der skabes, kan umuligt være evigt. Det kan umuligt eksistere uden at være begyndelse og afslutning underkastet. Enhver skabt ting udtrykker derfor et begrænset rum og en begrænset tid, og vi udtrykker den derfor som tids- og rumdimensionel. Men hvordan skulle en bevidsthed kunne være til uden at bestå af tids- og rumdimensionelle ting, altså ting der har begyndelse og afslutning, ting der optager afgrænsede rum eller plads og afgrænset tid? – Hvis ikke det var således, hvordan skulle en tankefunktion da kunne finde sted? – Tankefunktionen er jo en skabeproces. Igennem denne bliver vore tanker til. Men hvordan skulle disse kunne skabes uden at have begyndelse og afslutning, være begrænsede i tid og rum? – Hvis de var evige og dermed også uendelige, kunne de kun udtrykke total stilhed. Men total stilhed kan ikke fungere hverken som manifestation eller livets oplevelse. Tankefunktion og dermed bevidsthed ville være en umulighed. Det levende væsens jeg ville stadig eksistere, men det ville være totalt uden bevidsthed, manifestation og oplevelse. En evig umanifestation, en evig total stilhed og dermed en evig død i form af et evigt intet måtte ruge der, hvor livet i dag kulminerer i manifestation og livsoplevelse, i lys og mørke, i tid og rum, i materie og ånd.