Det almene jordiske menneske lever i en større eller mindre uvidenhed om den proces, som alle fysiske væsener må gennemgå, og som vi kalder »døden«. Da døden således mere eller mindre er en ukendt proces, er de allerfleste mennesker i virkeligheden bange for den. De tror, den er en total udslettelse af oplevelse af liv. Og denne dødsfrygt er derfor desto større, jo mere gudløst eller materialistisk det pågældende menneske er. Et materialistisk menneske er som bekendt et menneske, der absolut ikke kan tro på noget som helst religiøst. Det accepterer som regel kun, hvad der kan stadfæstes som kendsgerninger. Det kan i stor udstrækning udmærket være troende over for det, det læser om materielle foreteelser, når blot det har præget af at være videnskab. Det materialistiske menneske kan altså ikke tro på sådanne evige fakta som de levende væseners udødelighed og at universet eller verdensaltet er et levende væsen. Skønt mange materialistiske mennesker netop har en fremragende intelligens, kan de udmærket være urokkeligt troende på, at bevægelse kan opstå af sig selv. De forstår ikke, at enhver bevægelse, ganske ligegyldigt af hvilken art den så end måtte være, absolut ville være en umulighed uden noget som helst levende ophav. De forstår ikke, at bevægelse således er livets fornemste kendetegn. De arbejder med bølgelængder, de ser, at bevægelserne i universet fører til logiske skabelser, ja, endog mere sikkert end de bevægelser, mennesket udløser, og dog kan de alligevel tro, at naturens, universets, stjernernes, solsystemernes og mælkevejenes bevægelser i deres umådelige baner repræsenterende milliarder og atter milliarder af hestekræfter, sejler livløse igennem evigheden, markerende tid og rum. At menneskene opfatter disse umådelige, makrokosmiske foreteelser, deres gigantiske bevægelser, deres lys og varme, deres koncentration af alle de stoffer, kemikalier, energier og kræfter, der er absolut livsbetingende for levende væseners fysiske tilværelse eller animalske livsoplevelsesform, som sejlende livløse og til ingen verdens nytte i deres gigantbaner igennem rum og tid, er ikke blot en overtro, det er en afsporing af livsopfattelse. Det er en tilbedelse af døden i stedet for af livet.