Denne forannævnte tro er overtro i renkultur og har intet som helst med de virkelige fakta at gøre. Den indre sjælelige eller tankemæssige livsoplevelses- og skabeevne kan aldrig nogen sinde ophøre. Den er ikke baseret på et redskab eller en organisme, der skal fornys og udskiftes på samme primitive måde som den fysiske. Medens den fysiske livsoplevelses- og skabeevne kun kan fornys ved en total udskiftning af den fysiske organisme, fornys den sjælelige livsoplevelses- og manifestationsevne ved en permanent degeneration og en tilsvarende samtidig permanent fornyelsesproces. Væsenet vil således på det åndelige plan have en uafbrudt permanent fornyet livsoplevelses- og skabeevne. Denne evne udgør altså en modsætning til den fysiske livsoplevelses- og skabeevne, der jo står og falder med den fysiske organismes undergang. Denne form for livsoplevelse og skabelse må nødvendigvis være afbrudt i den periode, hvor væsenet må være på det åndelige plan imellem de fysiske jordliv. Den fysiske livsopfattelse og skabelse sker således i afbrudte epoker, medens væsenets åndelige livsoplevelse og skabelse eksisterer permanent eller uafbrudt. I kraft heraf bliver det til kendsgerning, at nævnte åndelige livsoplevelse og skabelse udgør den primære, medens den fysiske livsoplevelse og skabelse kun udgør en sekundær bevidsthedstilstand hos det levende væsen. Af væsenets samlede evige livsoplevelsestilstand udgør den fysiske oplevelses- og skabelsestilstand således kun en partiel del.