I den vågne fysiske dagsbevidsthed kan vi ikke se denne vor indre tankeverden, da den ikke er direkte tilgængelig for fysisk sansning. Derimod kan vi med de fysiske sanser opleve de tanker, der bliver kopieret i fysisk materie. Dog har vi også den samme adgang til at se vore tanker eller tankemanifestationer som ydre realistiske foreteelser på det åndelige plan, når den fysiske dagsbevidsthed er overført til det samme plan. Det er denne overføring fra det fysiske til det åndelige plan af dagsbevidstheden, der sker, når vi falder i søvn eller på anden måde taber den vågne, fysiske bevidsthed. Men da den ikke udgør hele bevidstheden eller oplevelses- og skabeevnen, betyder det fysiske bevidsthedstab ikke, at vi totalt har tabt bevidstheden eller livsoplevelsesevnen. Selv om væsenets oplevelse igennem den fysiske organisme og sansesæt er ude af funktion, kan det udmærket opleve og skabe i sin indre verden eller den primære tankeverden. Det kan bare ikke i denne tilstand kopiere den åndelige oplevelse og skabelse i fysisk materie og dermed gøre den tilgængelig for fysiske sanser. Væsenet kan derfor ikke, når det atter vågner og bliver bevidst på det fysiske plan, huske noget som helst af denne oplevelses- og skabelsestilstand, det befandt sig i under søvnen eller den fysiske bevidstløshed. Der opstår derved den tro, at væsenet er totalt bevidstløst under søvnen og totalt ophørt med at eksistere som levende væsen, når den fysiske organisme ikke kan vågne mere og derfor er blevet til et lig og går i opløsning. Her bliver troen på en virkelig død eller et virkeligt ophør af livsoplevelsen til.