Med hensyn til de åndelige eller diskarnerede væseners forbindelse med væsenerne på det fysiske plan er denne normalt henlagt til de fysiske væseners soveperiode. Når det fysiske væsen er faldet i en dyb søvn, er det, om end ikke helt befriet fra sin fysiske organisme, så dog så meget, at dens anvendelse til korrespondance er sat ud af funktion, og det sovende væsen befinder sig derefter på det åndelige plan som et halvåndeligt væsen. Samme væsen har nu i denne sin på det fysiske plan sovende, men på det åndelige plan vågne dagsbevidste tilstand, lejlighed til at søge forbindelse og korrespondance med de af dets "afdøde" pårørende, venner og bekendte, som befinder sig i det paradis, som det selv tilhører under sin normale søvn. Ligeledes kan det også selv blive opsøgt af de af nævnte "afdøde", som befinder sig på et højere paradisisk område. På samme måde kan det også selv opsøge "afdøde" pårørende og venner, som befinder sig i et lavere paradis end dets eget. Således er der mulighed for alle, der er bundet ved sympati eller kærlighed, at få forbindelse med hinanden på det åndelige plan. Men korrespondancen her er altså indskrænket til områder, hvor væsenerne, som før nævnt, umuligt kan komme i konflikt eller skænderi med hinanden. De kan kun korrespondere på bølgelængdeområder, der er paradisiske, hvilket vil sige: er glædesbefordrende. På det fysiske plan kan væsenerne jo diskutere på alle felter, både i dem, hvor de er ufærdige eller mere eller mindre uvidende, og i dem, hvor de er færdige eller vidende. Det er derfor, de på nævnte plan har så stor mulighed for at komme i konflikter, skænderier og krig. Dette er altså totalt umuligt i de forskellige paradiser med undtagelse af dem, i hvilke krigen eller de mørke og dræbende tankeklimaer er ønskedrømme eller paradis. Men der er det kun tænkte og dermed kunstige og ikke virkelige situationer, der opstår. At de fysiske væsener i deres vågne dagsbevidsthed ikke kan huske deres eventuelle korrespondance eller tankeudveksling med væsener på det åndelige plan under søvnen, skyldes kun, at de hertil hørende erindringssanser er sat ud af funktion, så snart væsenet vågner og bliver sig helt fysisk bevidst. Denne omstændighed er en livsbetingende nødvendighed, for at den åndelige oplevelsestilstand under søvnen ikke skal blive til en alvorlig hindring eller gene for væsenernes vågne, fysiske dagsbevidsthed eller dagligliv og dermed i deres udvikling fra dyr til menneske. Det er derfor, at den åndelige tilværelse kun kan eksistere som paradisisk. Hvis ikke erindringerne om væsenernes ulykkelige fysiske liv eller skæbne kunne lukkes ude fra dets paradis, ville paradisoplevelsen være en umulighed. Og hvis ikke erindringerne fra paradisoplevelsen kunne lukkes ude fra det fysiske dagligliv, ville dette med sine genvordigheder eller mørke tilstande for væsenet opleves som en større eller mindre ulykke i forhold til paradisoplevelsens vidunder af en glædes- og lykketilstand. Selv de skønneste fysiske skæbner ville føles som mentale kuldegysninger eller al livslyst nedbrydende chok, der kun kunne afføde en dødbringende melankoli og livslede. Man forstår således her atter den guddommelige verdensordens fuldkommenhed og afsløring af Guddommens alvisdom, alkærlighed og almagt.