Vejen til paradis
52. kapitel
Det humane eller menneskelige paradis
I det humane eller menneskelige paradis finder vi opfyldelsen, af alle de ønskedrømme, der går i retning af humanitet eller næstekærlighed. Mennesker med ønskedrømme om at hjælpe ulykkeligt stillede væsener kommer her på det åndelige plan til at opleve deres ønskedrømmes opfyldelse som skytsengle. Det er disse væsener, der kommer til at hjælpe væsenerne ud af skærsilden og ind i det for hver af dem bestemte paradis eller ønsketilværelse. Det er også væsener fra dette paradisområde, der er med til at befordre de fysiske væseners bønhørelse og hjælp i deres skæbne, så godt det lader sig gøre fra det åndelige plan. De er til stede overalt og kan ofte ligefrem gribe realistisk ind i et fysisk væsens skæbne og på tilsyneladende mirakuløs måde hjælpe det over en alvorlig krise. Her i dette menneskelige paradisområde finder vi også det tidligere omtalte kunstnernes paradis, ligesom der naturligvis også her forekommer et paradis for videnskabens udøvere, hvor de kan få deres former for ønskedrømme opfyldt. Der er således et lysende paradis for absolut alle eksisterende levende væsener.