For de betrængte væsener i skærsilden er det heldigvis således, at jo større mørke eller lidelse, jo hurtigere bringes disse væseners indbyggede automatiske bønsorganer i funktion, og de råber om hjælp. Og igennem dette råb eller denne mentale indstilling kommer de på bølgelængde med skytsenglene, som da træder hjælpende til og bringer dem ud af de mørke tankearter. Dette sker hovedsageligt ved, at den del af væsenernes mentale struktur, igennem hvilken de oplever de mørke tankearter, efterhånden bliver sat ud af funktion. Herefter er de frigjorte fra tankearter, som: skuffelse, nedtrykthed, bitterhed, vrede, misundelse, jalousi, frygt og legemlige smerter. Deres bevidsthed er derved blevet indskrænket til et meget mindre format, men til gengæld kan de så kun opleve glædestanker og intet som helst, der kan ødelægge eller besudle disse. De kan også her kun møde væsener af samme mentale bølgelængdeområde. De kan derfor her kun opleve lys og glæde i renkultur. Selv væsener, der er dødsfjender på det fysiske plan, kan her på det åndelige plan kun være venner, eftersom deres sansesæt nu ikke mere kan registrere nogen som helst af de mørke og antipatibefordrende tankesæt. Disse kan de først få forbindelse med igen, når de atter fødes på det fysiske plan, og hvor de nævnte organsæt på ny er kommet i funktion.