Da paradiset er en åndelig opfyldelse af de ønskedrømme, som den fysiske tilværelse afføder i de levende væsener, og den således skabes af deres tænkeevne i den åndelige materie, kan det ikke undgås, at de tankearter, menneskene bliver bundet af igennem deres religioners dogmer og opfattelser, i større eller mindre grad har indflydelse på det paradis, de kommer til at opleve efter deres fysiske jordliv. Det kan ikke undgås, at f.eks. den kristne tro, baseret på den kirkelige lære dens tilhængere har fået forkyndt, i mange sjæle har skabt en rædsel for døden og det "helvede", som venter alle de mennesker efter døden, der ikke bliver døbt eller får "syndernes forladelse ved Jesu blod og Guds nåde". Det kan ikke undgås, at de troende og samvittighedsfulde tilhængere af nævnte kirkelige kristendom kommer til at føle sig brødebetynget, idet de ikke har kunnet elske deres næste som sig selv, hvilket jo også er ganske umuligt for det ufærdige menneske. Men når de føler sig brødebetyngede eller mener at have "syndet", tror de, at det "evige helvede" venter dem efter døden. Og det er jo ikke alle disse mennesker, der har tillid til, at sakramentet eller den hellige nadver eller deres bønner om syndsforladelse kan frelse dem fra denne grusomme eller sataniske skæbne, som det må være at skulle brænde i et "evigt helvedes ild". Døden bliver for sådanne væsener en rædsel. Nogle kommer ligefrem til at opleve fornemmelsen af at brænde i det nævnte "helvede", fordi tilværelsen i skærsilden jo netop formes af de tankearter, der behersker en. Disse troende mennesker får således, som her er udtrykt, en forstærket skærsildsoplevelse.