Som vi har set, er der ikke noget som helst levende væsen, der er lukket ude fra det, der på det åndelige plan kan være dets paradis uden i de situationer, i hvilke det er inkarneret i den fysiske verden. Og denne inkarnation finder, som også før nævnt, kun sted, for at væsenet kan lære at tænke Guds tanker efter, så det kan komme til at skabe i den samme logiske fuldkommenhed som den, Guddommens skabelse repræsenterer, og hvis resultater udelukkende er til glæde og velsignelse for levende væsener. At væsenerne får lov til at forlade deres paradis for at fødes i den fysiske verden, der er udviklingens, eksperimenternes, fejltagelsernes og dermed skuffelsernes og lidelsernes verden, og ikke behøver at besmitte deres paradis eller allerhelligste med disse omskabelsens høvlspåner eller affaldsprodukter, som sorgerne og lidelserne udgør, kan kun være guddommeligt. Hvad der så end sker på det fysiske plan, har alle levende væsener, således som vi har set, et paradis, der venter dem, og som de normalt i virkeligheden kan komme hurtigt ind i ved enhver befrielse fra deres affældige eller læderede fysiske organisme for igen senere atter at kunne inkarnere i den fysiske verden, når lysten eller længslen efter den igen bliver overvældende. Tænk, hvilken guddommelig kærlighed alle levende væsener både dyr og mennesker er overskygget af. Tænk, hvor der, kosmisk set, er sørget godt for alle. Men det er også i en Guddoms bevidsthed, vi alle leve, røres og ere.