Det bliver her tydeligt at se, hvorfor der måtte fødes et menneske eller en kristus af et så kærligt format, at det omtalte gudebillede i forhold hertil måtte blegne for til sidst totalt at synke i grus. Hvad er denne beskrevne guddoms væremåde i forhold til et menneske med en sådan kærlighed, at det på korset, midt i den mest pinefulde lemlæstelse, der kan påføres et levende væsen, kan elske sine bødler, ophavene til denne hans ulykkelige situation, og råbe det ud for hele verden: "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre"? Det er ikke så mærkeligt, at jorden skælvede, og forhænget i det allerhelligste i templet revnede, thi her skete der det, at et herskende gudebillede sank i grus, blegnede til døde for et menneske i kød og blod, der var overskygget af kærlighedens strålevæld, og af et så gigantisk format, at det skulle dreje hele menneskehedens mentale kurs imod lysets tinder, dreje den imod den absolut eneste sande og virkelige Guddom, der udgør selve kulminationen af alvisdommen, alkærligheden og almagten. Og på denne kurs er menneskeheden, i kraft af "talsmanden den hellige ånd", der er det samme som kærlighedens videnskab eller videnskaben om Guds bevidsthed og dermed om livsmysteriets løsning, nu i færd med at blive ført ind. I åbenbaringen af denne guddommelige ånd eller videnskab kommer Guddommen, verdensaltet og livet til at stråle og funkle for menneskeheden som et uplettet kærlighedens livspanorama, i hvilket der hverken er "syndere" eller "straf" for "synder", og hvor absolut ingen kan komme til at leve i en evig pinsel eller helvede, men hvor absolut alle levende væsener funkler i Guds stråleglorie som evige udødelige livscentre, og hvor kærligheden er universets grundtone og dermed verdensaltets evige livsfundament.