Endnu mere ukærlig bliver situationen, når det forkyndes, at de levende væsener og dermed også menneskene er "skabt" af Gud. Men når menneskene er skabt af Gud, kan de jo ikke være anderledes, end han har skabt dem. Hvis menneskene ikke er fuldkomne, men er "syndere", må fejlen ligge hos Guddommen, der har skabt dem. Det er da ikke det skabte, men skaberen, der har ansvaret, hvis det, han skaber, ikke er fuldkomment. Hvordan kan det være retfærdigt, at Gud straffer væsenerne, fordi de ikke er fuldkomne, når det således udelukkende skyldes ham selv? Yderligere forkyndes det igennem den kirkelige kristendom, at det kun er en meget lille skare af mennesker, der kommer i paradis, medens den øvrige store part af menneskene havner i helvede. Når den største part af de af Guddommen "skabte" mennesker havner i helvede, må det da være efter Guddommens ønske at se mennesker martres i dette helvedes evige pine og kvaler. Hvorfor skulle han ellers "skabe" den største part til en evig pine og smerte og kun en lille skare til paradiset? Men dette, at kunne føle behag i at se andre væsener martres i lidelser og kvaler, er som bekendt en mental afsporing, vi kender under begrebet "sadisme". Når Guddommen udtrykkes at være alvis, almægtig og alkærlig, må han vide i forvejen, hvilke væsener der går til helvede. Ved han ikke det, er han ikke alvis. Men hvis han ved det og ikke vil forhindre væsenerne i at komme i en så ulykkelig tilstand, som dette evige helvede må være, er han ikke alkærlig. Og hvis han ikke magter at frelse væsenerne fra dette helvede, er han ikke almægtig.
      Bliver det ikke her tydeligt at se, at vi står over for en afsporet guddomsopfattelse? Det er ikke så mærkeligt, at en sådan guddomsopfattelse, et så uvirkeligt verdensbillede, ikke kan befri menneskene fra krige, lidelser og dødsfrygt.