Men denne foran nævnte kristne, kirkelige livsopfattelse er kun et produkt af en endnu fremtrædende stor uvidenhed. At denne livsopfattelse er ulogisk og dermed ukærlig, bliver understreget med den kirkelige kristendoms egne dogmer. Den siger, at der bag hele universet eller verdensaltet eksisterer en almægtig, alvis og alkærlig Gud. Dernæst udtrykkes det, at menneskene såvel som alle andre levende væsener er "skabte" af denne Gud. Dernæst fortælles det, at menneskene, for så vidt de ikke kan opfylde dette, at elske sin næste som sig selv, er "syndige". Og dermed er de hjemfaldne til den foran nævnte forfærdelige pine i det evige helvedes uudslukkelige ild. Dog var der en mulighed for, at de kunne blive fri for denne pine i kraft af Jesu korsfæstelse. Thi hans forfærdelige lidelse og død opfattes som en straf for alverdens "synder", som han havde påtaget sig. Derved var der så givet de virkelige "syndere" adgang til det evige paradis, hvis de angrede dette "syndige" liv, de havde levet her på jorden. Vi kommer således til en retspraksis, der er en himmelråbende kulmination af uretfærdighed, og en guddom, der ikke selv opfylder den kærlighedslov, hvis opfyldelse han, som nævnt, påstås at have dikteret menneskene som betingelse for at blive fri af "helvedesstraffen" og komme i paradiset. Hvordan kan det være retfærdigt eller kærligt at lade tyve, røvere, mordere og andre former for "syndere" eller såkaldte "forbrydere" blive fri for "straf", ved at et uskyldigt væsen har påtaget sig den og herfor har ladet sig pine til døde? Hvorfor forlanger denne Guddom således dette uskyldige væsens korsfæstelse for at kunne tilgive "forbryderne"? Hvorfor kan han ikke tilgive dem uden dette uskyldige væsens lidelse? Guddommen vil altså ikke give afkald på at "straffe", men hvem denne "straf" kommer til at overgå, er ham totalt ligegyldigt, blot den bliver udført. Hvad er det for en slags kærlighed, Guddommen her praktiserer over for det væsen, han lader korsfæste for andre væseners "synder"? Det kan da ikke være den, der går ud på at elske sin næste som sig selv. Kan en kærlig gud diktere væsener en leveregel, han ikke selv praktiserer?