I henhold til dette guddommelige princip, at den åndelige materie automatisk former sig efter tanken, ønsket og viljen, har forkyndelsen af verdensreligionerne også fået en stor og afgørende indflydelse på væsenernes oplevelse af paradistilstanden efter døden. I den kristne verdensreligion kender man ikke noget til reinkarnationen. Man har derfor her ikke noget som helst logisk retfærdighedsgrundlag for selve livets struktur. Når man ikke anerkender eller forstår, at væsenernes nuværende skæbne er et resultat af den væremåde, de har manifesteret i forudgående liv, ligesom deres nuværende livs væremåde vil være med til at danne grundlaget for den skæbne, de vil få i kommende nye jordiske liv eller tilværelser, kan man umuligt give noget retfærdigt grundlag for alle de lidelser og besværligheder eller de mange ulykkelige skæbner, som i årtusinder har martret menneskene. Man har så simpelthen dannet sig den forestilling, at man efter døden enten ville komme til et evigt helvede, hvor man måtte brænde i en evig ild uden nogen sinde at kunne komme ud af denne forfærdelige lidelse, eller også måtte man komme til et paradis, hvor man ville være stedet foran Guddommens trone og her blive vidne til Guddommen, Kristus og den hellige ånd. Her ville man så sammen med andre opleve paradiset og være med i en hyldest eller lovprisning af denne treenige guddom. Og denne tilstand skulle så være den højeste saliggørelse eller livsoplevelse.