Som vi her har begyndt at se, forekommer der ikke noget som helst menneske, der ikke hinsides den fysiske død kommer til at opleve sin absolut skønneste ønskedrøms opfyldelse, rent bortset fra skærsildspassagen, der kun i meget begrænsede tilfælde og i særlige situationer er mørk og pinlig. Det er derfor en forfærdelig mørk og nedslående afsporing af mentaliteten at være bange for døden, som bag sig således gemmer opfyldelsen af væsenernes særlige ønskedrømme eller ønsketilværelser eller en tilværelse, der er nødsaget til at måtte erkendes som livets absolut sande paradis. Hvor findes der nogen anden tilværelse, der således kan være paradisisk for menneskene end denne, at de på forhånd får lov til at opleve deres livs skønneste idealer, længe før de er udviklede til at kunne opleve disse i renkultur på det fysiske tilværelsesplan? Og hvordan kan nogen anden livsoplevelsesform give større livsglæde og velvære end oplevelsen af sine højeste normale længslers tilfredsstillelse i en virkelighedsoplevelse i renkultur, hvor man er befriet fra eventuelle sygdomme, sorger og bekymringer, økonomiske genvordigheder eller andre menneskers had og bitterhed, antipati og bagtalelse? Hvilken anden livsoplevelsesform kan være mere velbehagelig og glædebringende? Og hvad kan væsenet ønske sig højere eller bedre i en livsoplevelsesform end dette, at få sine højeste ønsker tilfredsstillede? Vi er således her kommet til livets eneste absolut sande paradis.